I dag fylder sangerinden Linda Ronstadt 65. Det er lidt mærkeligt at tænke på, når man for sit indre blik har billedet af den unge, mørkhårede og -lødede sangerinde, der kiggede ud på en fra indercoveret af albummet Simple Dreams fra 1977. Men sådan er det…

Linda Ronstadt er nok det nærmeste, man kommer den perfekte fortolker. Få sangerinder (og sangere for den sags skyld) har med held sunget så mange forskellige genrer, som hende. Countryrock, rock’n roll, big band-jazz, børnesange, latinamerikanske sange – og så videre. Og få har, som hun, med held arbejdet sammen med så mange musikere – og sat sit præg på deres plader med sin uforlignelige røst. Fra Frank Zappa over The Chieftans og Flaco Jiménes til Philip Glass.

Og anerkendelserne, som er blevet hende til gode, taler deres tydelige sprog om hendes kvaliteter. Hele 10 Grammyer har hun fået, to priser fra Academy of Country Music, en EMMY og en ALMA m.m. Og hertil skal lægges en stak guld-, platin- og dobbeltplatinplader for sine mange soloalbum (over 30…). Selv om hun “kun” har haft et nr. 1 singlehit i USA – med “You’re no good” (1974) – så har hun været en flittig gæst på top 10 (med ti singler) og top 40 (mere end 20 singler), og alle hendes album har klaret sig godt på albumlisten. 10 af dem nåede top 10.

Det lå ellers ikke i kortene, at Linda Ronstadt skulle blive noget ved musikken. Hun blev født i Tucson, Arizona i 1946 i en familie, der ikke var usædvanlig musikalsk. Faderen Gilbert var handelsmand og moderen hjemmegående. Og sammen med tre søskende – to brødre og en søster – voksede hun op på en lille gård.

Men som så mange andre unge i hendes generation, blev hun grebet af den musik, der blev skabt i midten af tresserne. Folk- og countryrocken især. Og da hun spillede sammen med broderen Peter og storesøsteren Susie i “The Three Ronstadts”, mødte hun Kenny Edwards og Bobby Kimmel, som blev imponeret af den kun 14-årige Lindas stemmepragt og ambitionsniveau, og sammen dannede de den rocktrio, som skulle blive springbrættet for hendes karriere som solokunstner: The Stone Poneys. I de tre år The Stone Poneys optrådte og indspillede plader  fik man allerede tegnet konturerne af Ronstadt kunstnerpersonlighed. Den smukke, smidige stemme, der kunne fortolke næsten hvad som helst. Og Ronstads fine øre for de gode sange, hvoraf mange var skrevet af sangskrivere, der endnu var ukendte i en større sammenhæng, men i kraft af netop hendes fortolkning fik flere lyttere. Tre album blev det til – The Stone Poneys, Evergreen, Volume 2 og Linda Ronstadt, Stone Poneys and Friends.

The Stone Poneys fik kun tre år og blev opløst et par gange undervejs. Forklaringen var, at pladebranchens bagmænd var mest interesseret i at lancere Linda Ronstadt som solist. Det resulterede i, at Kenny Edwards og Bobby Kimmel blev udlukket fra indspilningen af gruppens største hit, “Different Drum”, fra gruppens andet album. Og denne handling betød – forståeligt nok – dødsstødet for gruppen. Kimmel og Edwards forlod gruppen under indspilningen af det tredje album, og Linda måtte have hjælp fra “venner” – som titlen antyder – til at færdiggøre projektet. Men på det tidspunkt var hun allerede i gang med sin solokarriere og samlede sange sammen til sin første plade i eget navn, bl.a. tre sange af en ung Tim Buckley, som boede i samme ejendom som Linda. De tre sange blev dog valgt fra i første omgang.

Hand Sown … Home Grown udkom i 1969 med sange af Bob Dylan, Randy Newman, J. D. Loudermilk, Fred Neil m.fl. Den blev ikke nogen succes. Men albummet, der også markerede en stilistisk drejning fra folkrock mod countryrock og rock, sørgede for, at Ronstadt fik jobs og tv-optrædener og var med til at gøde jorden for den succes, der ventede på hende et par år senere.

Successen kom ikke pludselig. I 1970 udsendtes album nr. 2, countryrockpladen Silk Purse, med sange af Goffin & King, Mickey Newbury, Mel Tillis, Gene Clark m.fl. Selv om pladen solgte lidt bedre end debuten, måtte den nøjes med en top 100-placering. Og kritikerne mente, at pladen ikke helt stod mål med det potentiale, der var i Ronstadts stemme og talent.

Meget bedre gik det ikke for hendes tredje album, det eponyme “Linda Ronstadt“, som blev udsendt 1971. Selv om Ronstadt fik hjælp af det meste af Eagles og andre gode musikere som guitaristen og banjospilleren Herb Petersen, fiddle-spilleren Gib Guilbeau og pedal steel-guitarist Buddy Emmons, så slog den ikke igennem. Og det til trods for fine sange af bl.a. Jackson Browne, Livingston Taylor, Eric Kaz og Eric Andersen. Ronstadt havde endnu ikke helt fundet sin stil og den rigtige blanding af sange.

Men med Don’t Cry Now, som udkom to år efter, begyndte der at ske noget. Ronstadt havde fået kontrakt med det førende pladeselskab Asylum Records. Et afgørende fremskridt var, at Ronstadt her blev sat i forbindelse med musikeren og pladeproduceren Peter Asher (kendt fra duoen Peter & Gordon), som sad med nøglen til Ronstadts kommercielle gennembrud. Der var dog også to andre producere på spil. Den daværende kæreste og sangleverandør John David Souther (som donerede hele tre sange til pladen, bl.a. titelsangen) og John Boylan.

Med Southers sange – og sange af Neil Young, Eagles (Don Henley, Glenn Frey), Eric Kaz og Randy Newman – og backing af bl.a. medlemmerne i Eagles fandt pladen frem til flere lyttere og nåede helt op på en 45. plads på albumlisten, hvor den i øvrigt holdt sig flydende et helt år. Hullet til successen var boret, og det endelige, store gennembrud kom året efter med det Peter Asher-producerede Heart Like A Wheel, der i kraft af Ashers produktion og Andrew Golds arrangementer fandt vej til album- og countryhitlistens førsteplads og et multiplatinpladesalg. Med 10 fremragende sange af ti gode sangskrivere (Clint Ballard Jr., Paul Anka, Chips Moman & Dan Penn, Kate McGarrigle, J. D. Souther, Phil Everly, Lowell George, Hank Williams, Paul Craft og James Taylor), et hold dygtige musikere og backingsangere og en mere mainstreamegnet produktion fandt Ronstadt vej til den succes, der havde ligget og ventet på hende. En succes hun holdt ved lige årtiet ud.

Selv om Ronstadt succes er dalet lidt i årene efter 1980, så har hun formået at holde den kunstneriske fane højt helt frem til 2004, hvor hun udsendte det vellykkede jazz-album Hummin’ to Myself. Successen i halvfjerdserne har givet hende råd til at indspille de sange og den musik, der passede i hendes kram. Hvad enten der var tale om sange, som hendes forældre havde sunget for hende, julesange eller sange med veninderne Emmylou Harris og Dolly Parton (i ensemblet Trio).