I den kommende weekend, nærmere bestemt på lørdag, er det 30 år siden den amerikanske singer-songwriter Harry Chapin døde af et hjertetilfælde kun 38 år gammel.

Jeg lyttede en del til Harry Chapin i midten af halvfjerdserne, men siden er han gledet lidt i baggrunden. Og årsdagen for hans alt for tidlige død kunne være en passende lejlighed til at genopfriske oplevelsen af hans musik.

I den amerikanske presse mindes han i disse dage med vægten lagt på hans velgørende arbejde. Chapin brugte en god del af sit liv og sin kunst i kampen mod sulten i verden og opnåede at modtage Congressens guldmedalje for sit humanitære arbejde.

Chapin var New Yorker, og kom fra en middelklassefamilie med fire børn. Det musikalske talent fik han fra faderen, der var perkussionist i diverse bigbands, bl.a. Woody Hermans. Og Harry fik sin musikalske opdragelse ved at spille med familien og synge som medlem af Brooklyn Boys Choir. Som hos så mange andre musikalsk begavede unge trak musikken så meget i ham, at han droppede ud af sit universitetsstudie på Cornell University for at forsøge at slå igennem som musiker. Sammen med nogle venner – John Wallace, Tim Scott og Ron Palmer – spillede han rundt omkring på New Yorks små musikscener om aftenen.

I 1972 udsendtes hans første album, Heads & Tails, som gik hen og blev et pænt hit med en placering som nr. 60 på albumlisten. Det skyldtes i høj grad sangen “Taxi”, som blev spillet flittigt på lokale radiostationer og nåede op på en 24. plads på singlelisten. Talentet var så overbevisende, at de to store pladeselskaber Elektra og Columbia sloges om at få en pladekontrakt med Chapin. Elektra trak det længste strå og indgik en aftale om ni plader på nogle for Chapin særdeles lukrative vilkår, bl.a. skulle han ikke betale for udgifterne i forbindelse med pladeindspilningerne. Det var uhørt dengang.

Debutalbummet blev i 1972 fulgt op af Sniper And Other Love Songs, Short Stories i 1973 og Verities & Balderdash i 1974. Titler, der alle vidner om Chapins engagerede sangskrivning og sans for fortællende sange. Ingen af pladerne blev store salgssuccesser i første omgang, men blev alligevel bemærket af kritikere og kræsne lyttere på grund af sange som “Cirle” og ikke mindst “Cat’s in the Cradle”, som blev Harry Chapins første og eneste nr. 1 hit. Successen med “Cat’s in the Cradle” trak salget af Chapins album med sig og sikrede, at Chapin ikke skulle gå sulten i seng i fremtiden.

Frem til sin død fortsatte Chapin med at skrive sine engagerede, fortællende sange og indspillede en række fine album: Portrait Gallery (1975), Greatest Stories Live (1976), On the Road to Kingdom Come (1976), Dance Band on the Titanic (1977), Living Room Suite (1978) og Legends of the Lost and Found (1979). Alle kom på Elektra og var med til at give ham et omdømme som en af de sidste protestsangere (“The Last Protest Singer” var titlen på en af Chapins sidste sange og titlen på et posthumt udsendt album).

Selv om Chapin havde slået sit navn fast, ville Elektra ikke forny pladekontrakten, og Chapins sidste album – Sequel – udkom på det lille plademærke Boardwalk i 1980. Efter Chapins død er der komme adskillige opsamlingsalbum. Senest udsendte Rhino den fine kompilation Introducing… Harry Chapin, der er en fornem introduktion til en kunstner, der ikke alene havde en god stemme og kunne skrive gode sange og meningsfulde tekster, men også havde hjertet på rette sted.

Torben fremkalder også Harry Chapin i erindringen.