Med jævne mellemrum har jeg vendt tilbage til temaet: fildeling. Lovlig og illegal fildeling.

Fildelingen er lige så gammel som internettet selv. Ja, man kan sige, fildelingen er internettet. Det er, hvad det går ud på. Vi kan ikke bevæge os rundt på nettet uden at dele filer. Hver gang vi bevæger os ind på en hjemmeside, foretager en søgning eller sender en mail deler vi filer.

Problemet med fildelingen opstår – som bekendt – når de delte filer er behæftet med copy right eller ophavsret. Så bliver der let tale om krænkende adfærd, hvis ikke fildeleren på forhånd har sikret sig retten til at gøre det. Og det er der angiveligt mange, der ikke har. Derfor har vi det såkaldte internet”pirateri”. Og den langvarige kamp mod samme pirateri.
Som det også vil være bekendt, så har kampen mod pirateriet kun været betinget succesfuldt. Ganske vist har flere lande indført skrappe restriktioner – fx den såkaldte 3-strike-model – mod ulovlig fildeling, men det florerer stadigvæk i stor omfang. En af forhindringerne i kampen mod den ulovlige fildeling har været, at ”fjenden” langt hen ad vejen har været den enkelte internetbruger, som illegalt har fildelt. Hvorimod internetselskaberne – tjenesteudbyderne – hidtil har gået fri, fordi de har kunnet dække sig ind under hensynet til kundeforholdet osv. Og det på trods af, at deres servere har lagret og distribueret copy right– og ophavsretsbeskyttet materiale i årevis. Ja, man kunne endda hævde, at det har været en ganske god forretning for disse firmaer, at lægge båndbredder og serverkapacitet til den illegale trafik… Der kan ikke herske tvivl om, at den massive downloading har fremskyndet udviklingen af båndbredder og hastigheder.

Der er heller ingen tvivl om, at internetudbyderne sidder med en vigtig nøgle til løsningen af problemerne vedr. beskyttelsen af copy right og ophavsret. Spørgsmålet er blot, hvordan denne nøgle skal bruges? For reguleringen af fildelingen på nettet handler også om noget andet end producenters rettigheder. Det handler om noget, der er lige så gammelt som fildelingen, nemlig internettets frihed. Internetbrugernes frihed. Og som det ser ud lige nu, så går tendensen mod en stadig større begrænsning af brugernes frihed i form af en stadig større overvågning og kontrol.

I et indlæg i The Telegraph beretter manageren for U2, Paul McGuinness om en ny aftale, som amerikanske internetudbydere har indgået med underholdningsindustrien (primært film- og pladeindustrien). Den går ud på, at internetudbyderne indfører et nyt advarselssystem, der skal gøre internetkunderne opmærksom på, at de muligvis er på vej ud i en illegal handling. Og at det vil have konsekvenser, hvis de gør det alligevel… Internetudbyderne påtager sig altså rollen som en slags “politi”, der skal kontrollere kundernes adfærd…

McGuinness beklager, at den nye aftale har været så længe undervejs og mener – sikkert med rette – at den amerikanske model vil blive en model for andre lande. Sådan har det været hidtil, så det er nærliggende at tro, at det også vil ske i dette tilfælde.

McGuinness indrømmer, at det vil blive svært at ændre adfærden hos unge, der er vokset op med Limewire (et berømt/berygtet peer-to-peer-fildelingssoftware), men sætter sin lid til at det nye advarselssystem vil genopdrage de unge til at søge mod legale tjenester.

Om det vil gå sådan, vil tiden vise. Så vidt jeg ved har de restriktioner, man har indført i øvrigt i lande som Sverige, Frankrig, Irland, England og USA kun haft en begrænset effekt med hensyn til adfærdsændringen. Indtil videre giver internettets udvikling og historie kun grund til at tvivle…