Der nåede at opstå for meget hype omkring Tom Hoopers “The King’s Speech” (Kongens Tale) til, at jeg kunne tage mig sammen til at gå i biografen og se den. Så derfor endte den i bunken af dvd’er, som skal ses, når omstændighederne tillader det.
Og det gjorde de så igår, hvor familien i øvrigt havde investeret i en håbløs gang take away fra et firma – en såkaldt grillbar – der excellerer i stegte kyllinger med tilbehør og nok burde kalde sig ved den rette betegnelse: friturebutik (firmaet er nu på min sorte liste…).
Efter måltidet så vi så Kongens Tale. Og det er en god film. Ingen tvivl om det.
En film, der primært lever på sine skuespillerpræstationer. Selve handlingen, der bygger på såkaldt ‘virkelige hændelser’, er ganske banal og lige ud ad landevejen. Det er historien om Kong George VIs vej til tronen. En vej, der har en næsten uoverstigelig forhindring: Den vordende konge – spillet af Colin Firth – er hæmmet af en voldsom stammen. En stammen, der tydeligvis har dybe psykologiske rødder, som filmen antyder uden rigtig for alvor at få spaden under…

Hovedpersonens kamp bliver ikke mindre af, at han ikke bliver konge ved et traditionel arvefølge, da faderen dør. Han tager over, da broderen, den egentlige tronarving, David, abdicerer for at gifte sig med den borgerlige Wallis Simpson. Men disse forhindringer er egentlig udenomsværker. Det er stammeriet, der er Georges kors.

Georges kone, fremragende spillet af Helena Bonham Carter, etablerer forbindelsen mellem den vordende konge og en uortodoks, australsk ‘taleterapeut’ ved navn Lionel Logue (spillet af Geoffrey Rush). Logue har ingen papirer på sine kvalifikationer, men har gjort erfaringer med behandling af granatchokramte australske soldater, som skulle genvidne taleevnen. Set fra det etableredes synsvinkel er Logue en kvaksalver, men han er det bedste tilbud, kongen kan få i den tid, hvor stammeri blev reduceret til et spørgsmål om ‘at tage sig sammen’.

Det er samspillet mellem George – kaldet ‘Bertie’ – og Lionel, der bærer filmen. Forholdet, der udvikler sig til et regulært venskab, kommer ikke bare til at handle om stammen, men om den social afgrund mellem en kongelig og en Mr. Nobody og om det ligeværd, der skal danne grund for ‘terapien’. Filmens humanistiske postulat – som Lionel hævder – er, at det er muligt på tværs af afgrundsdybe sociale forskelle at mødes på en menneskeligt plan.

Colin Firth, der tidligere har gjort kvinder bløde i knæede med sin lidt stive, lidt kejtede udgave af engelsk gentlemanship, er velvalgt til rollen, der må siges at være blandt hans ypperste skuespilpræstationer. Firth passer som fod i hose til den hæmmede, engelske aristokrat og fremstiller Berties fysiske kamp med sin stammen og sine indre dæmoner med overbevisende perfektion.

Lige så overbevisende er Geoffrey Rush i rollen som den egensindige, stædige, uortodokse, Shakespeare-elskende terapeut, der er kompromisløs med hensyn til sine metoder og i sit opgør med Berties indgroede royale former. Seancerne mellem de to er næsten som en slags psykoanalyse eller psykodrama, hvor komiske og dramatiske scener udspiller sig, og hele følelsesregisteret næsten udfoldes for beskueren.. Men den psykologiske dimension – fader- og broderkomplekset, den kærlighedsløse barndom med skiftende nannys osv. – antydes kun. Jeg er dog ikke sikker på, at en større psykologisering af problemet ville have været en fordel for filmen…

Omkring de to hovedpersoner kredser en lang række biroller, der alle er fremragende. Derek Jacobi som den mistroiske, autoritære ærkebiskop, der må se sig fortrængt af Lionel, og Jennifer Ehle som Lionels kloge og loyale kone er blot to eksempler fra birollegalleriet.

Om filmen er helt så stort et kunstværk, som den store medieståhej kunne tyde på, kan vi altid diskutere. Men det er hævet over enhver tvivl, at der er tale om en særdeles vellykket fortælling om et menneskets kamp mod et handicap, der er meget større end den stammen, man hører. Hermed varmt anbefalet.

Trailer