Vi har passeret halvtredsårsdagen (2. juli) for forfatteren, storvildtjægeren m.m. Ernest Hemingways død for egen hånd. Begivenheden er gået relativt ubemærket hen over den sommerferieramte danske avisverden. Informations David Rehling er en af undtagelserne med sin artikel om Papa Macho den 5. juli.

Og måske siger det også noget om vores forhold til denne myteomspundne forfatter, der om nogen var blevet indbegrebet af en mandlighed, som siden tresserne har været under kraftig beskydning – ikke mindst fra feministisk hold – og som i dag er henvist til oldboysomklædningsrum og andre af de få maskuline refugier, der stadigvæk er kvindefrie områder.

Nok var Hemingway en “mr. Macho”, men som hans sidste handling viste, så var det en tvetydig machismo, der bag den handlekraftige overflade gemte på en facetteret skrøbelighed. Rehling fortolker dobbeltheden som ‘at han ikke levede op til sit eget ideal’. En ‘rigtig mand’ sætter ikke jagtgeværets munding i sin mund og blæser knoppen af! Men har man kendskab til det 19. og 20. århundredes maskuline litteratur vil man vide, at macho-idealet altid kun har været et ideal. Machoen har også altid – et eller andet sted – været et bløddyr
Når Hemingway ikke fortjener at blive glemt her 50 år efter sin drabelige død, så er det på grund af hans bøger, på grund af hans skriftsprog, der ikke talte om følelser og i det hele taget lod betydningen ligge mellem linjerne, mellem ordene. Fordommene vil, at mænd helst ikke taler om følelser. Og på den led kan man mene, at også hans litteraturs økonomisering med udtryksmidlerne var et udslag af noget maskulint…

Jeg tror, jeg vil genlæse Hemingsway…