1971 var et år, hvor der udkom mange plader, som siden er blevet klassikere. Og ikke mindst på spindesiden skete der ting og sager, som satte sig spor i musikken. Carole King stjal opmærksomheden fra snart sagt alle andre med sit storsælgende album “Tapestry”, der på mirakuløs vis ramte plet i tidsåndens dartskive med en samling fuldstændigt vellykkede sange, som levede højt på den hendøende hippiedrøms smuke idealer.
Men også andre viste sig. Barbara Streisand gik på strandhugst på Tapestryalbummet med sit album Barbara Joan Streisand, som også lånte fra en anden af de store kvindelige sangskrivere, Laura Nyro. Sidstnævnte udsendte i øvrigt sit mest populære album, Gonna Take A Miracle, samme år i november.

Og der var flere. Canadiske Anne Murray udsendte en vellykket duoplade sammen med Glen Cambell – Anne Murray/Glen Campbell. Og så udsendte en anden canadier, Joni Mitchell,  sit fjerde album, Blue.

Selv om Blue slet ikke nåede Tapestrys salghøjder, så er det om muligt et endnu mere vellykket album. Et af de få album, der for alvor giver mening til begrebet concept album, som var et af de kunstneriske idealer dengang i halvfjerdserne. Melankoliens blå farve næsten bogstaveligt gennemvæder pladen – fra det enkle, smukke cover med en indadvendt syngende Mitchell og helt ned de enkelte sanges tonale skemaer.

Den udvendige baggrund for pladen var, at Joni Mitchell  var gået i en slags indre eksil efter bruddet med kæresten Graham Nash, som hun havde været sammen med længe. For at slikke sine kærlighedssår og komme videre tog hun til Europa, hvor hun så skrev sangene til pladen.

Sangene på pladen er et katalog over de følelser, som fremkaldes af et kærlighedsforholds opløsning. Melankolien og hudløsheden beskrevet fra en kvindes synspunkt, men så personligt distanceret fra det private, at også mandlige lyttere kunne identificere sig med smerten, stemningen og situationerne. Det er stor kunst ærligt og nærmest selvforglemmende at kunne fremstille gennemsigtigheden og sårbarheden i kærlighedstabets stund uden at forfalde til det alt for private navlepilleri. Og Mitchell viser her, at hun matcher en Leonard Cohen – når han er bedst.

Pladen ramte nok ikke så klokkerent tidsånden som Carole Kings Tapestry; til gengælde ramte den teenageren capac lige i hjertekuglen og blev et af hans uopslidelige favoritalbums. Den har fulgt mig siden 1971, og jeg kan ikke blive færdig med den eller træt af den.

Musikalsk var pladen også interessant ved, at Mitchell begyndte at bevæge sig bort fra sin tidligere folk- og rock-prægede stil i retning af det jazzede. Guitarstemningerne, akkordsammensætningerne osv. peger i den retning.

Pladen udkom i slutningen af juni 1971 og blev en kommerciel og kritikermæssig succes. Og siden er den blevet et klassisk album – på linje med Tapestry – som hører til i enhver velassorteret pladesamling.

My Old Man