I dag er det nøjagtig fyrre år siden, jazztrompetisten, sangeren og entertaineren Louis Armstrong døde af et hjertetilfælde en måned før sin 70 års fødselsdag.
Til Armstrongs meriter hører uden tvivl, at han i kraft af sit karismatiske showmanship, sin musikalitet og charme var en af de vigtigste brobyggere mellem den ‘sorte’ musik og den hvide mainstream. Ja, det er ikke for meget at sige, at han med sin vidtfavnende og alt andet end eksklusive tilstedeværelse i underholdningsbranchen var med til at opbløde den radikale raceadskillelse, der prægede Amerika i årene op til de turbulente tressere. Armstrong var – uden for rampelyset – en stærk støtte for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. I rampelyset brugte hans sin kunsts popularitet til at få det hvide segment til at glemme hudfarvens sociale betydning.

Den første gang, jeg lærte “Satchmo” at kende, var via min mor og via radioen. Den populære Satchmo, der swingede med Ella Fitzgerald og sang “What a wonderful World” til succes i 1968. Først nogle år senere – i gymnasiet – blev jeg præsenteret for jazzmusikeren Louis Armstrong, den nyskabende cornet- og trompetspiller fra 1920’erne, som på linje med læremesteren Joe “King” Oliver var med til at gøre trompet og kornet til eftertragtede solointrumenter og ikke blot en stemme i et improviserende samspil.

Pops, som han også blev kaldt, var også et levende bevis på, at stemmepragt ikke kan reduceres til oktaver og almindelig skønsang. Med sin mørke, hæse, grove og uforglemmelige stemme forstod han som få at frasere og demonstrere, at den store kunstner kendes ved at kende sine begrænsninger og bruge dem optimalt. Når han da ikke – akkurat som Ella Fitzgerald – kastede sig ud legende og swingende scatsang…