I årene 1964-1969 lå Manfred Man konstant på den engelske (og andre landes) hitliste med hits som “Do Wah Diddy Diddy”, “Sha la la”, “If you gotta go, go now”, “Pretty Flamingo” og “Mighty Quinn”. De fleste af dem endte i top 10.

Men der var også gode singleudspil, der – uvist af hvilken årsag – ikke hittede. Det gælder fx deres fortolkning af Burt Bacharachs My Little Red Book fra 1965. året efter var det en fortolkning af Phil Everlys “When I Be Loved“, som ikke faldt i pladekøbernes smag, selv om den udmærker sig ved sit medrivende orgelspil og sit hæsblæsende beattempo.

Og i 1967 var det en Randy Newman-sang, der måtte stå for skud. Nemlig: So Long, Dad. Og den burde efter min mening have fundet vej til pladekøberne… Den har noget helt Kinksk-Ray Daviesk over sig
.
Heller ikke i 1969 manglede der en flopsingle. Den psykedelisk-inspirerede “Up the Junction“, der både minder om Beach Boys og meget andet godt, måtte nøjes med en top 20-plads – i Holland.