Dear Joe er et svensk band. Og så er det et udmærket eksempel på, hvor international musikken er blevet i almindelighed. Ved en første gennemlytning af Dear Joes nye EP, “Miles Away”, er de første indskydelser, man får: folkrock, indie, ja, americana… Men ved flere gennemhør dukker de svenske lag op, som fx i titelsangen, hvor brugen af klaver/piano, blæsere og backingvokaler får denne lytter til at tænke på Sverige og Norden.

Dear Joe er centreret om sangskriveren Joel, der får musikalsk støtte af Per (guitar) og keyboardspilleren Emil. Dertil skal lægges den fine pigevokal, der synger med på numrene. Hvem hun er, har jeg ikke kunnet hitte ud af, men hun er et stort plus…

EP’en består af fire numre, hvor ikke mindst titelsangen gør indtryk ved sin vemodige tone og sit fængende koromkvæd. “Autopilot”, pladens anden sang, har noget Donovansk tresserfolktone over sig. Det er en sang, der vinder ved hvert genhør og får mig til at associere til både Björk og Simon & Garfunkel.
Sangen “Tiny Mark” er båret af en melankolsk grundtone og udmærker sig ved sin fine brug af violin og klaver. Sidste nummer på pladen – “Elena” – bekræfter pladens (tresser)folkstemning. Det hører sammen med “Tiny Mark” til pladen melodisk svageste numre, men er til gengæld fuld af bevægende stemninger.

Det er en fin plade, Dear Joe har udsendt. Jeg er spændt på, hvad Joel og Co. kan få ud af et helt album… Hermed anbefalet.