Kriminalromaner læses bedst i biografen. Så kort kan min foreløbige fordom over for tidens kriminalromaner sammenfattes. Efter adskillige forsøg på at læse nogle af de meget omtalte og meget solgte kriminalromaner, må jeg erkende, at jeg synes, de – generelt set – er for dårligt skrevet. Litterært betragtet.
Derfor foretrækker jeg at se kriminalfortællinger i biografen og på tv, hvor billedmediet kan kompensere for megen litterær hakkelse…
Aftenens filmoplevelse var Henry Millers Anamorph fra 2007 med Willem Dafoe (kendt fra Lars von Triers Anti-Christ) i hovedrollen. Jeg havde fået den ned i indkøbkurven i den lokale brugs, hvor den var til salg for en tier. Jeg faldt for coveret, der signalerede noget Saw-blodigt, og så den kendsgerning, at Willem Dafoe havde hovedrollen. Så kunne det nok ikke gå helt galt…
Og det holdt stik. Willem Dafoes præstation er bestemt med til at hæve niveauet i filmen.
Plottet i filmen kan ikke siges at være specielt opfindsomt eller udspekuleret. Et langt stykke hen ad vejen ligner det, hvad vi har set i andre tilsvarende amerikanske kriminalfilm. En politimand inddrages i en makaber sag om en serial killer, der – som titlen antyder – arrangerer sine mord efter nøje tilrettelagte æstetiske kriterier. Mordenes karakter genopliver mindet om en tidligere række mord, som angiveligt var blevet udført af ‘Uncle Eddie’. Spørgsmålet er så, om der er tale om en såkaldt ‘copy cat’, eller om ‘Uncle Eddie’ alligevel ikke er død, sådan som politiets fortælling om den gamle sag foreskriver.
Stan Aubrey – aka Dafoe – bliver sat på sagen. Og til klicheerne hører, at han er en afdanket politimand, der nærmer sig pensionsalderen, er tvangsneurotisk og lettere fordrukken. Han har også – som det sig hør og bør – en yngre kollega, der er lige så meget konkurrent som samarbejdspartner.
Aubrey går fåmælt i gang med at opvikle den indviklede sag, der snart viser sig at have tråde tilbage til Uncle Eddie og til Aubreys egen forhistorie. Mere skal ikke afsløres her.
Det interessante ved filmen er såmæn ikke de spektakulære mord og deres leg med det æstetiske anamorph-tema, men derimod Willem Dafoes neddæmpede, indadvendte og alt andet end heroiske spil. Her har vi at gøre med en slags moderne anti-helt. Og han får godt modspil af Scott Speedman i rollen som den unge Carl, men også Peter Stomare gør indtryk som den skarpsindige ven og kunstkender Blair Collet.
Til plussiden hører også, at filmen er fortalt i et tempo, der ligger langt fra tidens pulserende actionfilm. Den lever mere ved sin rugende stemning end ved adrenalinfremkaldende handling.
Alt i alt er det en kriminalfilm, der trods mængden af klicheer nok er værd at bruge en almindelige hverdagsaften på – hvis man ellers er til krimi. Især på grund af Willem Dafoe…
PS. Filmen bygger vist ikke på en roman …