En interessant nyhed. Studenterrådet ved Københavns Universitet bakker rektor op i sagen om Milena Penkowa. Dermed er Studenterrådet, som formelt repræsenterer 35.000 studerende, i opposition til den store gruppe af forskere – 8 ud af 10 – som ikke har tillid til rektor.
Studenterrådets argument er, at rektors afgang kun vil føre til en handlingslammelse af universitetet. Og at universitetet har mange andre alvorlige problemer end Penkowa-sagen.
Udmeldingen er interessant, fordi den netop – indirekte – rejser debatten om de institutionelle konsekvenser af Penkowa-sagen. Vil en fjernelse af universitetets kransekagefigur løse universitetets problemer – herunder Penkowasagens problemer? Næ, det vil den ikke.
Uanset, hvad man ellers vil mene om rektors alt andet end glorværdige rolle i sagen, så er sagen vel, at han langt hen ad vejen har handlet inden for rammerne af universitetsloven. Og fejlene ufortalt, så har bl.a. kammeradvokatens redegørelse jo understreget, at godt nok har deres været kritisable forhold, men i bund og grund har der ikke været tale om embedsmisbrug eller andet kriminelt. Dertil skal lægges, at rektor faktisk har forholdt sig til kritikken og udvist, hvad Studenterrådet kalder “tilpas handlekraft”.
At gøre rektor til syndebuk for Penkowa-sagen og dens mange implikationer vil måske mest af alt være et tegn på, at man ikke har forstået det perspektiv, som Penkowa-sagen har for universitetsloven og -politiken som sådan. Derfor er det berettiget, at de studerendes råd finder det ‘klart problematisk’, at forskerne i vid omfang ikke bakker rektor op. Det kan man jo sagtens gøre, selv om man udøver kritik af manden.
@Gowings: Du har sikkert helt ret i, at universitetsledelsen kunne have handlet anderledes sådan rent formelt. Men det er bare svært at forestille sig, når man betænker hele det politiske set-up.
Det er mange år siden, jeg havde min gang på universitet som studerende, og jeg prøver som udenforstående at forstå, hvad der sker i forbindelse med Penkowa-sagen. Lidt firkantet opstillet, så synes jeg, at det der er sket de seneste år, er, at den gamle idealistiske forestilling om universitetet (fra Humboldt) er gået fløjten til fordel for en undervisnings- og forskningsfabrik, der er fungerer og tænker som en privat virksomhed.
Jeg synes ikke, at man kan se bort fra, at der også ligger en kritik af universitetslærerne i de studerendes udmelding, selv om det nok dybest set drejer sig om deres egne bekymringer med hensyn til deres uddannelser og universitetets situation.
Jeg kan godt se din pointe. Men efter min mening er der ikke noget til hinder i universitetsloven for at ledelse og bestyrelse vælger at være universitetets – og ikke ministerens – instrument. Det kommer i sidste ende an pÃ¥ et valg. Hvis rektor og bestyrelsen vælger at tækkes ministeren, sÃ¥ skal man ikke regne med medarbejderne. Hvis man fra rektors side havde hÃ¥bet pÃ¥ noget andet og det blev, som det er nu – sÃ¥ skal man gÃ¥. Ellers klæber man ynkeligt til taburetten, hvilket heller ikke imponerer medarbejderne. Med andre ord, der er ikke noget i loven der forhindrer universitetet i at optræde som universitet; det hele handler om, hvordan man fortolker den. Og derfor stÃ¥r bl.a. rektor for skud.
Jeg læser iøvrigt ikke “klart problematisk”, som en kritik af universtetslærerne, men mere en opfordring til ledelsen. MÃ¥ske er jeg for forhÃ¥bningsfuld mht. studenterne.
@Gowings: Selvfølgelig er der en god portion pragmatik i deres udmelding. De udtrykker jo ogsÃ¥ (med god grund!) forvirring med hensyn til sagens forløb. Men det udelukker jo ikke at der er tale om en tillidserklæring – selv om den først og fremmest er pragmatisk og handler om de studerende egne interesser.
Mit indlæg handler ikke om at friholde rektor og universitetsledelse fra ansvar eller at sige, at de ikke kunne have handlet anderledes. Men jeg mener, at sagen så langt har demonstreret, at vi med den eksisterende universitetslov har fået et styre, der mere er et instrument for statsmagten end et egentligt autonomt universitetsstyre.
Et interessant spørgsmÃ¥l er, om man har fantasi til at forestille sig, at rektor og ledelse pÃ¥ de givne vilkÃ¥r vil handle anderledes?! Hvorfor “stille op til øretæver”, nÃ¥r man fra starten af har accepteret filosofien om universitet som statsinstitution?
Der, hvor jeg vil hen, er, at de studerende med deres pÃ¥ mange mÃ¥der forstÃ¥elige tilliderklæring til rektor – set i lyset af ledelsens alt andet end imponerende handlen i sagen – netop peger pÃ¥, at problemerne slet ikke kan løses inden for rammerne af den eksisterende styreform..
Jeg tror ikke sÃ¥ meget der er tale om tillid til rektor, som der er tale om pragmatik i de studerendes tilkendegivlse. Uden at læse for meget ind i udtalelserne, tror jeg de studerende pt. er mere interesseret i at fÃ¥ deres egne vilkÃ¥r p KU forbedret, med udsigten til gennemgÃ¥ende kvalitetsforringelser pÃ¥ undervisningssiden pÃ¥grund af nedskæringer og en flytten fokus mere og mere væk fra netop undervisning (selvom vi siger noget andet – ved festlige lejligheder).
Men Capac, rektor og bestyrelsen har ogsÃ¥, og har haft, et valg: de kan agere som en styrelsesledelse som vi har set det gjort – eller de kan stille op til øretæver som en universitetsledelse skulle have gjort. Det her handler ikke kun om Penkowa sagen, men trækker trÃ¥de langt tilbage om et generelt medløberi fra ledelsens side som igennem de sidste 5-6 Ã¥r har forandret undervisitetet, fra netop et universitet, til en statsinstitution.