Ingen tvivl om det. Da professor Marlene Wind, som er såkaldt “EU-ekspert”, kritiserede regeringens og DFs aftale om grænsekontrol med en bemærkning, der rummede de stærkt farvede sproglige billeder “valgflæsk”, “laveste fællesnævner” og “den indre svinehund”, benyttede hun sin ytringsfrihed til at markere et klart politisk standpunkt. Og den gav, som man nok ved, anledning til stor politisk ballade. Specielt fra Dansk Folkeparti, som er det ideologiske fundament for grænsekontrollen, kom der et veritabelt frontalangreb på professor Wind.

Blander man sig i politiske debatter, så må man selvfølgelig forvente at få svar på tiltale. Men karakteren af nogle af de magthavende politikeres ytringer har desværre karakter af intimidering og forsøg på anfægtelse af offentligt ansattes ytringsfrihed. Jeg tænker især på minister Søren Pinds og DF’eren Morten Messerschmidts krav om, at universitetet indføre et særligt kodex for eksperters udtalelser. En slags mundkurv.

Man kan selvfølgelig mene, at Wind burde have afvejet sit ordvalg og have formuleret sig mere diplomatisk. Men sagen er, at hendes kritik af grænsekontrolaftalen under alle omstændigheder ville have haft en politisk karakter, fordi EU-spørgsmål pr. definition har politisk karakter.

I sagen om grænsekontrollen er det hævet over enhver tvivl, at aftalen er politisk kontroversiel, fordi den – uanset alle de forbehold og modifikationer, ledende politikere forsøger at omgærde realiteten med – er i modstrid med fundamentale ideer for det europæiske samarbejde. Nemlige arbejdskraftens – og varernes frie bevægelighed. Udlandets kontante reaktion taler sit eget tydelige sprog.

Men der er ikke nogen modsætning mellem af være ekspert på EU-spørgsmål og så at være politisk. Jeg vil tværtom påstå, at det vil være umuligt ikke at være politisk i almen forstand, så snart man bevæger sig over en rent faktuelt niveau. EU er en politisk konstruktion og enhver holdning vil have politisk karakter.

Winds problem er ikke, at hun er politisk, men at hendes udmelding er i modstrid med den politiske udlægning, som regeringen og DF vil patentere og have os alle til at æde. Hvis hendes politiske ekspertudtalelse havde støttet grænseaftalen, ville balladen ikke være opstået.

Et andet problem er, at regeringen i sin forblændede iver efter at få endnu en periode ved regeringsmagten har solgt sin egen EU-begejstring til et parti – Dansk Folkeparti – som i bund og grund er et EU-modstanderparti. Wind har jo ret i, at grænsekontrollen er “valgflæsk”. Drømmen om en grænsekontrol lefler for mange EU-halvhjertede danskere, som gerne så et jerntæppe sænke sig mellem Danmark og den øvrige verden. Med det er at putte blår i øjnene på vælgerne at fremstille det som en grænsekontrol, der ikke er en rigtig grænsekontrol eller en grænsekontrol, der lever op de EU-juraens bogstavelighed. Det er ganske enkelt politisk uærlighed.

Det værste ved Pinds og Messerschmidts krav om et kodex er, at de er udtryk for en udemokratisk og autoritær tankegang, der ikke respekterer offentligt ansattes ret til at ytre deres meninger i den offentlige debat. I stedet for at kritisere hendes udtalelser, angriber man personen bag. Man går efter kvinden og ikke bolden.

Malene Winds egen selvcensur, eufemistisk kaldet en ‘mediepause’, understreger med al ønskelig tydelighed, at det forholder sig sådan.

I dag har rektor Ralf Hemmingsen fra Københavns universitet afvist Messerschmidts krav om et særligt ytringskodex for ansatte. Og det er godt og nødvendigt. Det er vigtigt, at alle rettænkende mennesker bakker op om Winds og andre offentligt ansattes ret til ytringsfrihed – også selv om man kan have forbehold over for ordvalget.