I min støvede erindring så har der været lidt stille omkring den engelske sangerinde Alison Moyet de sidste år. Og måske er det ikke tilfældigt, at Sony Music i 2009 udsendte en opsamling med titlen Revisited: The Very Best of… Som en påmindelse om, at her var en stemme, vi gjorde bedst i ikke at lade gå i glemmebogen.

I hvert fald var det en periode, hvor Alison var mere hype end i dag, selv om hun – heldigvis – stadigvæk er ganske aktiv. Jeg tænker på firserne, hvor hun for alvor gjorde sig bemærket. Først som medlem af electropopduoen Yazoo, som fik adskillige hits (“Only You“, “Don’t Go“, “Situation” og “Nobody’s Diary“). Dernæst som solist fra 1984.

Alison – eller som hun vitterligt hedder – Geneviève Alison Jane stammer fra Londonområdet, hvor hun voksede op med en fransk far og en engelsk moder. Som ganske ung blev hun revet med at punk- og new-wave-bølgen og spillede i diverse bands, bl.a. i Vandalerne. Men det var i middelstrømmen, hendes succes lå og ventede. Yazoo eller Yaz, som fans kaldte dem (Alisons partner var Depeche Mode-medlemmet Vince Clarke) ramte firsernes musikalske smagsløg med en populære synthpoplyd, der kombineret med Alison særprægede, lidt mørke, bluespåvirkede stemme skilte sig markant ud i den elektroniske del af poppen. Debutsinglen “Only You” fra 1982 ramte den engelske hitlistes andenplads. Og den blev fulgt op af flere hitsingler og to succesfulde album – Upstairs at Eric’s (19829 og You and Me (1983) – inden duoen gik hver til sit. You – and Me. Clarke for at dyrke electropoppen endnu mere i det frenetiske band Erasure. Og Alison for at sætte sin egen stemme helt i centrum som solist.

I 1984 kom Moyets debutalbum Alf, der havde titel efter hendes øgenavn fra tidne før Yazoo. På pladen, der især består af sange skrevet af Alison sammen med sangskriverparret Jolley & Swain, finder man også sangen “Invisible“, skrevet af Lamont Dozier, som jeg omtalte i går.

Albummet blev en stor succes. Lå på den engelske albumlistes førsteplads og kastede en lille håndfuld pæne singlesuccesser af sig: “Love Resurrection” ( nr. 10), “Invisible” (21) og “All Cried Out” (8). Selv USA gjorde hun sig bemærket – med sidstnævnte sang, der kom på top 40-listen.

I 1985 medvirkede hun på Live Aid-udgaven af Beatles’ “Let it Be” og fik selv sit største singlehit med “That Ole Devil Called Love“, der blev nr. 2 i hjemlandet.
året efter kom endnu et hit, “Is This Love?“, som var skrevet sammen med David Stewart fra Eurythmics og taget fra hendes andet album, Raindancing. Og der fulgte flere hits fra den plade.

Efter det markante gennembrud valgte Moyet at tage sig en tænkepause og der kom til at gå henved fem år, før hun igen var pladeaktuel med albummet “Hoodoo” (1991). Selv om hun modtog en Grammynominering for singleudtaget “It Won’t Be Long“, så var hun ikke helt tilbage på debutårenes tinder. Og en del af forklaringen var, at Moyet ikke længere var interesseret i at lade sig styre af pladeselskabernes ønske om at tvinge hendes kunstneriske udvikling i retning af mainstream og hitlister. Den ældgamle konflikt mellem købmandskab og kreativitet. Hun ville selv bestemme. Helt i pagt med den moderne feminismes ånd.

Konflikten fortsatte hen over indspilningen af albummet Essex (1994) og resulterede i en lang indspilningspause på otte år, hvor hun i stedet hjalp andre kunstnere med backingvokaler, medens pladeselskabet forsøgte at høste på flere opsamlingsplader.

Først i 2002, hvor Moyet slap ud af Sonys kontraktgreb kom albummet Hometime på det lille plademærke Sanctuary. Og på trods af et beskedent markedføringsbudget lykkedes det for Sanctuary og Moyet at sælge mere en 100.000 eksemplarer og få æren af to nomineringer. En BRIT award nominering og en Mercury Award Nominering som Bedste Sangerinde.

Successen blev fulgt op med albummet Voice, hvor Moyet fortolker kendte sange af folk som Michel Legrand, Gershwin, Elvis Costello, Bizet (!) og Jacques Brel. Og endnu en succes var i hus. En måneds tid efter udsendelsen fik Alison en guldplade for salget.

I 2007 kom så The Turn, et album, hvor Moyet havde skrevet det meste selv i samarbejde med Pete Glenister. Pladen nåede en 21. plads. Ikke nogen stor succes. Et nyt album er allerede i støbeformen og skulle, hvis man ellers kan stole på rygterne, udkomme næste år. I mellemtiden forsøger Sony at malke genudgivelseskoen med luksusudgaver af hendes første fire soloalbum med ekstramateriale og hele tjavsen.

Alison er altså stadig i live og har det efter alt at dømme godt, selv om hun ikke længere er helt fremme på popbladenes forsider. Og det passer hende sikkert helt godt.Nu fylder hun så 50, og vi har en passende anledning til at lytte til hendes aparte og unikke stemme.