Som Harry Nilssons efternavn antyder, så havde han skandinaviske aner. Nærmere bestemt var hans bedsteforældre på fædrende side svenske indvandrere, som ernærede sig som cirkusartister og dansere. Så det kunstneriske kom måske ind med generne, kunne man sige. Harry kom til verden i 1944, men der skulle komme til at gå mange år, inden han  udfoldede sit talent for alvor.

Nilssons familie – moderen Bette og en halvsøster – var fattige (faderen forlod hjemmet da Harry var fire), og Harry måtte tjene til dagen og vejen som medarbejder i en biograf og siden som autodidakt computernørd i en bank. Det sidstnævnte job var natarbejde, så Harry kunne bruge dagens timer til at dyrke sin interesse: sang og sangskrivning.

Han havde fået hjælp med sangen af sin onkel John, og sammen med vennen Jerry Smith havde han lavet en duo, der forsøgte at gøre Everly Brothers harmonisangkunsten efter. I 1960 fik han en tjans hos sangskriveren Scott Turner, hvor hans opgave var at indsynge demoversioner af Turners sange. Nilsson fik betaling pr. optagelse – 5 $. Mange år senere, da Harry var blevet kendt, udsendte Turner sangene på plade for at score kassen, men han var dog ærlig nok til at kontakte Nilsson for at aftale en ekstra betaling.  Det ville Harry ikke høre tale om. Han havde jo fået sine fem dollars… En handling, der siger noget om hans forretningstalent – eller mangel på samme.

Nilssons succes kom ikke over night. I starten af tresserne arbejdede han sammen med forskellige sangskrivere, bl.a. Phil Spector, Johan Marascalco og Perry Botkin Jr. og fik også selv udsendt nogle succesløse singleplader. Først i 1966, hvor han fik kontrakt med Tower Records og fik udsendt sin debutlangspiller, Spotlight on Nilsson, begyndte der så småt at ske noget. Ikke for ham selv som sanger, men andre kunstnere som Glen Campbell, The Shangri-Las og Yardbirds tog hans sange til sig. Imedens fortsatte Harry med at arbejde i banken om natten.

Computerjobbet droppede han først, da han fik kontrakt samme år med det store RCA, som udsendte hans andet album, Pandemonium Shadow Show. Takket være kontrakten med RCA fik flere og flere i musikbranchen ørerne op for hans lyse stemme, der spændte over flere oktaver, og hans talent for at skrive sange. Det sidste nød datidens teenypopstjerner, The Monkees, godt af, da de indspillede “Cuddly Toy”. Via Beatles’ presseofficer Derek Taylor fik John, Paul, George & Ringo kendskab til Nilsson og blev erklærede fans. Bl.a. i kraft af relationen til The Beatles og et mindre hit med en version af deres “You Can’t Do That” fik Nilsson mulighed for at optræde på tv og på scener rundt omkring i Europa. Men rampelyset tiltrak ikke Harry, han foretrak at opholde sig i pladestudiet.

I 1968 indspillede Nilsson sit tredje album, Aeriel Ballet, som inkluderede hans udgave af Fred Neils “Everybody’s Talking“. Da denne sang kort tid efter blev optaget på lydsporet til filmen Midnight Cowboy – med Jon Voight og Dustin Hoffmann i hovedrollerne – fik Nilsson sit egentlige gennembrud. Sangen nåede op på den amr. singlelistes 6. plads, og Nilsson fik sin første Grammy. Også en anden sang fra pladen blev en succes, nemlig “One“, som Three Dog Night sendte op på en 5. plads på singlelisten. Her kan du høre Nilssons egen udgave.

Fra og med albummet Harry (1969) og det næste tiår frem, nød Harry Nilsson en betragtelig succes som sanger og sangskriver. En række fine album blev udsendt og hans fik stor succes med singlerne “Without you” (nr. 1 i 1971) og “Coconut” (nr. 8 samme år). Men på grund af Nilsson manglende sans, ja, afsmag, for købmandsskabet i musikbranchen nåede successen slet ikke de højder, hans talent berettigede til. Han fulgte sine musikalske lyster og indskydelser og derfor blev hans musikalske karriere diffus. Især efter bruddet med RCA i midten af halvfjerdserne fik hans musikalske udvikling karakter af spredt fægtning.

Da Nilsson døde af hjertesvigt den 15. januar 1994, kun 52 år gammel, efterlod hans sig en musikalsk arv i form af tyve album – soloalbum og soundtracks – og en lang række sange, som andre havde indspillet. Det meste af det er blevet genudsendt på cd, og der er kommet flere solide opsamlinger, bla. Personal Best: The Harry Nilsson Anthology (1974) og Everybody’s Talkin’: The Very Best of Harry Nilsson (1980). I 2006 kom dokumentarfilmen Who is Harry Nilsson? (And Why Is Everybody Talkin’ About Him) (af David Leaf og John Schienfeld), som fik fine omtaler og var med til at genoplive interessen for Nilssons sang og sangskrivning.

I morgen ville han være blevet 70, men så langt ville hjertet ikke være med…