Ovre hos Bo har man diskuteret DRs poesiindslag “Digte fra 2. sal”. Men, der sker også noget på 1. sal, nemlig “Sange på 1. sal”. DR har fået den små-geniale idé at lade danske kunstnere kommentere en sang, der har betydet noget for dem, og derefter give en version. Her til aften var det sangeren og skuespilleren Jimmy Jørgensen, der fortalte om, hvordan han som 12-årig så John Schlesingers film “Midnight Cowboy” (1969) i biografen. I filmen har Dustin Hoffmann en fantastiske rolle som bumsen “Ratso”, der drømmer om at komme ud af storbyens elendighed og leve i Floridas evige solskin. I en af de sidste scener ser man ham svedig og døende i bussen på vej mod sine drømmes mål, som han aldrig når i levende live. Og som underlægning hører man Harry Nilssons udgave af Fred Neils sang “Everybody’s Talking”.
Jimmy Jørgensens udgave var en nedtonet udgave, fuld af veneration for den oprindelige version. Og jeg har det lidt som Jørgensen. Den sang gjorde et dybt indtryk, da jeg så filmen i 69 for første – og eneste – gang. Det er en af de sange, jeg aldrig er blevet træt af at lytte til. Harry Nilsson, der havde en stor stemme (i følge anekdoterne spændte den over fem oktaver) og et kompliceret privatliv (blandt andet var han soldebroder for John Lennon i den periode, hvor Yoko Ono havde smidt ham ud i midthalvfjerdserne). Han døde kun 53 år gammel i 1999.
Everybody’s Talking er i øvrigt blevet versioneret af en af tidens unge sangere MIKA, der pt. ligger på Boogie Listen (i følge datteren…). Man kan se den på YouTube. Jeg skal nok afstå fra at kommentere den.
Og her er så Harry i en optagelse fra capacs nostalgi-musikprogram Beat-Club: