Bag pseudonymet “Capac” gemmer der sig i virkeligheden en ældre, sort transvestit fra det øvre Congo! Nej, undskyld. Selvfølgelig gør der ikke det. Men det kunne have været tilfældet.
Min gode veninde Gertrud har i et par mails henvist mig til dagens interessante mediehistorie om den syriske og lesbiske blogger, “A Gay Girl in Damascus“, som igennem længere tid har været en vigtig kilde for massemedierne vedr. situationen i Syrien. Nu viser det sig så, at den 35-årige, kvindelige syrer i virkeligheden er en 40-årig, gift, amerikansk mand, bosiddende i Edinburgh i Skotland! En køns- og kulturskifteoperation, der vil noget!
Tom MacMaster, som manden hedder, bedyrer, at det kun er navnet og identiteten, han har opdigtet. Indholdet af bloggen er sandt.
Sagen er ikke kun morsom. Den er også interessant som illustration af, hvordan de traditionelle nyhedsmedier agerer i de nye sociale mediers verden. Kort fortalt agerer de, som om weblogs og andre sociale medier var traditionelle medier. Og i deres nyhedshunger og dead-line-hastværk glemmer de helt ædle journalistiske dyder som kildekritik og almindelig research. Sagt mere verdsligt: De er blevet taget ved næsen, ført rundt i manegen, til grin for offentligheden.
Sagen er også en påmindelse om, at personlige weblogs ikke simpelthen kan reduceres til fx nyhedskilder. Weblogs er – generelt set – hybride medier, der blander genrer og stilarter efter forgodtbefindende. Og det er en markant udfordring for nyhedsjournalistikken.
Tom MacMasters fiktion er også interessant ved – som bedrageri og iscenesættelse – at indgå i vores opfattelse af, hvad der foregår i Syrien lige nu. Selv om indlæggene fra den homoseksuelle pige i Damascus har været fiktive, så har de også indebåret en kritik af det bestående syriske magtvæsen og den despotiske præsident. En kritik, som medierne uden omtanke har viderekolporteret…
Sagen er altså også en illustration af, hvad weblogs faktisk kan som demokratiske organer. Nemlig: være med til at sætte dagsordenen for den politiske debat.
Skulle MacMaster så have undladt sin lille ‘litterære’ leg? Som han selv understreger i sin undskyldning, så har meningen ikke været at gøre nogen ondt. Og der er nok heller ikke nogen, der har taget skade af fiktionen. Altså lige bortset fra pressen, der er blevet taget med bukserne ned om hælene endnu engang. Endnu engang er vi vidne til, at pressen har fået punkteret sin højt besungne troværdighed. Og det er måske den vigtigste lære af denne lille spøjse sag: At vi konstant skal være skeptiske over for medierne. Både de etablerede nyhedsmedier og de sociale….
@klaus johansen: Ja, Klaus, man skal kende blogland godt for at gennemskue, hvad der er op og ned.
tja … blog-mediet var jo dÃ¥rlig nok født før de første hoax-blogge dukkede op og der er jo i den angelsaksiske del af verden en lang og underholdende tradition for at lave den slags fupnumre … jeg mindes en blog for en halv snes Ã¥r siden der skulle være skrevet af en escort-pige i london og som mundede ud i en bogudgivelse før manden bag projektet gav sig til kende …
hvis ritzau havde læst nogle af de mange indlæg der har været postet rundt om i verden i denne forbindelse, inden afsløringen kom, burde nogle alarmklokker nok have lydt – hvis noget er for godt til at være sandt osv …
men mediernes evne til at vende pÃ¥ en tallerken og lade som ingenting er da beundringsværdig – det har vi aldrig sagt …
@gertrud: ja, hvad nu hvis? MacMaster slet ikke er MacMaster? Men en CIA-agent, en loyal støtte af det syriske regime eller noget helt tredje? Ritzau har ikke tjekket sin kilde…
…og hvad nu hvis Tom MacMaster, (40 Ã¥r og studerende (!)) viser sig at være CIA-agent med den hensigt at sprede politisk misinformation, lave ravage blandt bloggere i ind- og udland osvosv. I DK har Ritzau flere gange referet til Aminas forsvinden i Syrien ( se BT pÃ¥ nettet)…?
@Carsten Agger: MÃ¥ske har han gjort det i en god mening, selv om han Ã¥benlyst ikke har tænkt de mulige konsekvenser igennem. MÃ¥ske ville han give oppositionen moralsk opbakning, men er ved sin iscenesættelse kommet til at gøre livet mere surt for dem…Men skaden ville under ingen omstændigheder være blevet sÃ¥ stor, hvis ikke de store aviser og medier var hoppet med pÃ¥ fiktionsvognen…
Han har vel gjort skade (af en art) pÃ¥ de mennesker, som mere eller mindre satte himmel og jord i bevægelse for at komme “Amina” til undsætning, efter at hun var “forsvundet”.
Og han har ogsÃ¥ skadet den syriske oppositions troværdighed i hvert fald i forhold til regimet, som nu bedre kan slippe afsted med pÃ¥standene om fup og svindel og fremmed indblanding osv. Der er sÃ¥ meget disinformation i omløb og sÃ¥ mange mennesker, der bliver fanget og torteret osv. (f.eks. danskeren Abdulhadi Al-Khawaja i Bahrain) at det i hvert fald ikke gavner, om folk i god tro bruger tid pÃ¥ at “hjælpe” fiktive personer.