Jeg sad og læste Ulla Holms kronik i Information med den beskæmmende titel “Singler er og bliver tabere” og undrede mig over tidens tendenser og menneskenes adfærd på kønsområdet i særdeleshed og i almindelighed. Og så var det Sandy Poseys gamle countryhitsang om den enlige og ensomme pige – “The Single Girl” – dukkede op på den indre pladeafspiller. En sang fra dengang (1966), hvor det ikke – i hvert fald ikke på dansk – hed single, men hvor mange af de emotionelle problemer dybest set var de samme for dem, der var enlige og ensomme i storbyen. The Single Girl all alone in a great big Town/The Single Girl gets so tired of love letting her down/The life’s unreal and the people are homely/And the Nights can get so lonely… Og så videre.

Sangen har, siden jeg første gang hørte den i tresserne, hørt til mine countryfavoritter, selv om den vist dengang blev opfattet som mere pop end country.
Sangen er skrevet af Martha Sharpe, og man kan i bagklogskabens lys sige, at teksten foregriber en senere feministisk styrket kønsskepticisme. Mænd er ikke til at stole på…
Har man fx set tv-serien Sex and the City, kan man næsten fristes til at mene, at der er nogle forhold i livet, der ikke har ændret sig radikalt. Uanset den politisk korrekte lovprisning af singlelivet.

Sangen blev Sandy Poseys signatursang, og det er fuldt fortjent. Synes jeg. En født klassiker.