Jeg ved ikke, hvad det er de kan, de svenskere. Måske er det noget med maden, de spiser, eller det svenske genom. I hvert fald er talentmassen på musikområdet påfaldende stort og – ikke mindst – af imponerende høj kvalitet. Et af de nye talenter, der har fået mig til at spidse ørerne, er den unge sangerinde og sangskriver Julia Järnerud.
I følge legenden har hun sunget siden hun var tre år gammel – og man tror gerne på skrønen, når man hører hende i dag – og hun har studeret sang, dans og musik ved Kulturama, Sveriges største uddannelsessted for æstetiske fag (og man er ikke et øjeblik i tvivl…).
Senest har hun studeret sangskrivningen hos en anden meget kendt svensk sangskriver, Aleena Gibson. Desuden har hun sunget rundt omkring, så de svenske medier har fået ørerne op for hendes evner som sangerinde. Og sidst men ikke mindst, så er hun i studiet for at indspille sit første album. Det skal nok blive interessant.
På Julias Myspace-side kan man lytte til nogle numre, bl.a Äntligen, som fik mig til at tænke på den unge Lisa Nilsson. Ikke noget dårligt forbillede….