DRK sender i denne tid en del spanske film, som er forbigået biografpublikummets næser. Enten, fordi de slet ikke er blevet vist eller kun i kort tid i små biografer. I går aftes havde jeg lejlighed til at se Antonio Gonzáles-Vigils argentinsk-spanske Naranjo en flor, der havde fået den danske titel: Livet er en tango.
På DRs hjemmeside sælges den som en ‘spansk psykologisk thriller’, men det er lidt misvisende. Ganske vist er der psykologi i den. Og thrillertematik (et par mord). Men der er snarere tale om en kulørt, nærmest burlesk, og amoralsk fortælling om et drab og de forviklinger, det medfører, men især om et kærlighedsforhold mellem psykoanalytikeren og tangodanseren Malena og politimanden Carlos.
Kort fortalt sker der det, at hovedpersonen Malena kommer til at slå en mand ihjel, da hun overværer noget, hun opfatter som en voldeligt overgreb på en prostitueret. Drabet fører hende ind i et venskab med den efterladte enke og ind i et kærlighedsforhold til den politimand, der skal tage sig af efterforskningen.
Som thriller betragtet er filmen helt og aldeles mislykket. Den mangler enhver form for spænding. Og det hænger sammen med, at historien fortælles med en understrøm af humor og ironi, som fjerner ethvert spændingsmoment. Det er som om instruktøren ikke rigtig helt er på det rene med, om han vil fortælle en kriminalhistorie eller en psykologisk historie eller noget helt tredje. Resultatet bliver en film, der er et miskmask af krimi, sex, tango, humor osv. og ikke rigtig bliver vedkommende for tilskueren.
Når jeg alligevel blev hængende, så var det, fordi der alligevel var noget fascinerende ved filmens blanding af feministisk udviklingshistorie, tangofascination, sexditto og kriminalhistorie. Man kan måske sige, at filmens kvaliteter ligger i de kulørte og lidt absurde detaljer.
Historiens manglende retning og struktur smitter også af på skuespilpræstationerne. Især de to hovedroller, Malena (Maria Marull) og Carlos (Eduardo Blanco), der agerer, som om de ikke helt ved, hvilket grimasse, der kan passe. Det er selvfølgelig også svært, når psykoanalytikeren mest af alt selv burde gå i psykoanalyse, fordi hun ikke kan finde ud af sin kønsidentitet og først gør det, da hun ramler ind i den stofafhængige, halvkorrupte, semi-intellektuelle, kvindeforbrugende politimand Carlos, som mest af alt minder om et grotesk skikkelse fra Woody Allens univers. Og han kan da slet ikke tage sin rolle som politimand alvorligt.
Filmens slutning er lige så usandsynlig, som filmen er retningsløs. Sammenfattende kan man sige, at det bestemt ikke er en film i Almodovar-klassen, men på den anden side er der noget velgørende ved at se en mislykket film, der er så anderledes end det, man ellers præsenteres for på dansk tv…