For længe siden læste jeg psykoanalytikeren Theodor Reiks tykke bog om The Haunting Melody, hvor Reik på bedste psykoanalytisk-detektiviske vis fulgte sporet af en bestemt melodi, som han havde fået på hjernen, tilbage til en barndomshændelse osv. Det behøver jeg ikke med de melodier, der dukker op i mit hovede. Jeg ved godt, hvor de stammer fra. Enten fra radioen eller en plade, jeg har hørt i barndommen eller senere.
Det er straks meget sværere at forklare, hvorfor netop den sang dukker op på dette tidspunkt. Men i hvert fald er det ofte sådan, at de dukker op mellem søvn og vågen tilstand. Altså om morgenen.
Her til morgen dukkede Raquel Rastenni og “Vovsen i vinduet” op. En af Giro 413s udødelige klassikere, som jeg har hørt, jeg ved ikke, hvor mange gange.
Sangen er en fordanskning af Bob Merrills “(How Much Is) That Doggie In The Window?” fra 1952. Den blev nr. 1 på Billboards og Cash Box’ hitlister i 1952 med sangerinden Patti Page. I England fik Lita Roza succes med sangen, fordi Patti Pages’ pladeselskab – Mercury – ikke havde styr på distributionen derovre…

Der er ikke den store forskel på de tre versioner. De tre sangerinder er fine repræsentanter for præ-Beatles-refrænsangerinde-traditionen i halvtredserne og de tidlige tressere.

Selv om jeg er inkarneret hundeven og -ejer, så har jeg altid haft et lidt anstrengt til denne pyssenysselige sang, der repræsenterer det mest behagesyge i poppen. Men en forbandet ørehænger, det er det alligevel.