“Charlie swings very nicely but can’t rock. Fabulous guy though... He had not got rock and roll down at that time. I wanted him to hit a little harder. He was still to jazz for me.” (Keith Richard/ Life).
Charlie Watts, Rolling Stones’ trommeslager, kom fra jazzen og holdt fast i jazzen gennem alle årene med Rullestenene. Men som enhver, der kender Rolling Stones’ plader og koncerter, så fik han lært at slå på trommerne på rock’n roll-manér. Først via bluesens trommeslagere. Fx Earl Phillips, der spillede for Jimmy Reed. Resultatet blev, at Stones fik en trommeslager, der med Richards ord var den eneste hvide rock’n roll-trommeslager, der også kunne swinge…
I overmorgen fylder han 70
“To me, how an American plays the drums is how you should play the drums. That’s how I play. I mean, I play regular snare drum, I don’t play tympani style, although I know guys who play fantastically like that. I play march-drum style. Most rock drummers play like Ringo; a bastard version of tympani style. In reality, that’s what it is because tympani style is fingers and most rock drummers play like that because it’s heavy offbeat.” (Charlie Watts, 1981)
@Beo: MÃ¥ske er det ogsÃ¥ farligt at skrive sÃ¥ meget!? 😉
Jeg kom i øvrigt i tanke om et interview, jeg engang læste med den ellers sÃ¥ ordknappe Charlie Watts. Her fortalte han, at han tabte ca. 2 kilo af sin vægt, nÃ¥r han spillede en Rolling Stones-koncert. Rock’n roll er ikke for tøsedrenge.
Altså, den blotte tanke om at skulle fyre den af på et enormt stadion som 70-årig kan gøre mig prematurligt suicidal, eller noget. Det er fanme da imponerende godt gået, og så endda af nogle gutter som bestemt ikke har nægtet sig selv ret meget.
Jeg tænker ogsÃ¥ pÃ¥ at Phil Collins for nyligt sagde stop. Blandt Ã¥rsagerne var, at han havde ødelagt sine hænder ved at spille. Det er jo ikke ligefrem rock’n roll. At han skulle tape stikkerne fast til hænderne til sidst!
Og jeg, som aldrig blev trommeslager, udover en kort periode på højskolen, har ondt i fingrene. Og jeg er næsten tyve år yngre end Watts. Måske kribler det, snarere end at gøre ondt? Nej, det er sgu nok alle de forstuvninger i leddene, som jeg fik som målmand af de vandtyngede læderbolde.
Men tillykke, Watts. Jeg er vild med hans mÃ¥de at droppe hi-hat slaget pÃ¥ ‘fire’. Det fÃ¥r lortet til at gynge.