Hvis man har orket at følge med i mine skriverier om Milena Penkowa-sagen, vil man vide, at jeg ikke blot opfatter frk. Penkowa som et yderst ærgerrigt ungt menneske, der ikke skyer noget middel for at realisere sine ambitioner, men også – og måske ikke mindst – som symptomatisk udtryk for det universitære (og forskningspolitiske) system, som hendes karriere og den indbefattede ‘skandale’ i stort omfang er et produkt af. Og det er dette perspektiv, der er interessant. Set herfra.
I går havde Information en artikel af interesse for alle os, der interesserer os for Penkowa-sagen og dens perspektiver. Af artiklen fremgår det, at Rigsrevisionen ‘stort set’ frikender Milene Penkowa for anklagen om misbrug af betroede forskningsmidler. Rigsrevisionen har gennemgået en lang række forskningsprojekter – 12 ialt – som Penkowa har stået i spidsen for – og ‘renser stort set’ den unge forsker for mistanken om misbrug.
Med det diskrete forbehold – ‘stort set‘ – sigtes til det forhold, at også andre forskere har haft mere end svært ved at holde styr på forskningsmidler fra private sponsorer. Information skriver: “Rapporten viser desuden, at andre forskere har store problemer med at holde styr på pengene. Rigsrevisionens stikprøver af regnskaberne i 23 andre forskningsprojekter på to sundhedsvidenskabelige institutter på KU viser, at journalerne og bilagene i forbindelse med de private bevillinger er mangelfulde. Heller ikke regnskaberne for de pågældende forskningsprojekter er altid efter bogen. Rigsrevisionen slår blandt andet fast i rapporten, at »(…)den interne kontrol med regnskabsrapporteringen til tilskudsgiver var begrænset. Det samme var kontrollen med, at bevillingerne blev anvendt i overensstemmelse med de konkrete bevillingsbetingelser eller budgettet i bevillingsansøgningen.«
Sagt på en anden og lidt enklere måde: Det er ikke primært Milena Penkowa, der har et problem. Det er universitetet. Rigsrevisionens rapport afslører, at universitetet har massive problemer med håndteringen af den mange private sponsorater, deres bevillingsbetingelser og almindeligt bogholderi i forbindelse med forbruget af midlerne.
Interessant er det også, at Rigsrevisionen ikke udtaler ‘nogen alvorlig kritik’ af de herskende tilstande, men beskriver de administrative rod og peger på nødvendigheden af at oprette en særlig økonomisk afdeling, der kan tage sig af det administrative. En økonomisk afdeling, der vil være en yderligere administrativ belastning af det i forvejen betrængte universitære styre.
Professor Peter Skærbæk fra Copenhagen Business School har læst Rigsrevisionens rapport og undrer sig over, hvad den skal gøre godt for, når den ikke vil munde ud i en kritik af systemet. Han går endda så vidt som til at betvivle Rigsrevisionens uafhængighed af det politiske system.
Siden Penkowa-sagen begyndte at rulle har det været tydeligt for enhver, der kan læse, at det universitære og politiske system har forsøgt at afværge sagens systemkritiske implikationer. Penkowasagen sætter store spørgsmålstegn ved den måde, universitetet ledes på. Den sætter også store spørgsmålstegn ved den universitets- og forskningspolitik, som den siddende regering har ført gennem mere end et årti. Men i stedet for at besinde sig på den implicite kritik og give plads for selvkritik, eftertanke og måske reformer af universitetets styreform og forskningspolitikken, så vælger man at skåne tidligere forskningsministre, universitetets ledelse og det eksisterende system. Og så ofrer man Penkowa som syndebuk.
At Rigsrevisionens rapport ikke får nogle dybtgående konsekvenser for universitetet, men blot medfører yderligere oprustning af universitetets i forvejen økonomisk belastende administration, ja, det er måske ikke så overraskende endda. Rigsrevisionen er vel, når alt kommer til alt, en instans, der bekræfter det bestående.
Hvis Penkowa-sagens kritiske perspektiver nogensinde skal få betydning, så skal de omsættes til politisk handling. Det er fra det politiske system en evt. forandring skal komme.
Tak til Torben for tilskyndelsen…
Tilbagespoling: Mine skriverier om Penkowa-sagen kan man læse, hvis man følger dette spor (med der er mange…).
@Gowings: NÃ¥r Penkowas pengeforbrug ikke falder Rigsrevisionen for brystet, sÃ¥ er det vel tydeligt, at problemet ligger et andet sted – eller flere? Jeg synes, det skinner igennem, at der hersker stor inkompetence pÃ¥ flere niveauer. MÃ¥ske ogsÃ¥ hos donatorerne, der ikke har forudsætninger for at finansiere videnskabelig forskning. I givet fald falder det jo tilbage pÃ¥ universitetet, der har til opgave at sikre, at det foregÃ¥r pÃ¥ forsvarlig vis…
Iøvrigt tror jeg også, at man skal passe på med at generalisere over fakultetsniveau. Jeg har i flere sammenhænge siddet sammen med økonomer/samfundsfagsfolk og humanister, hvor vi snakkede fuldstændigt forbi hinanden, indtil vi opdagede og fik klarlagt, hvor forskellig vores virkelighed så ud.
Netop, jeg mener at al den postyr der har været omkring hendes brug af forskningsmidler, altså pånær det med advokaterne, er helt hen i vejret. Det er simpelthen gængs praksis. Jeg vil gå så langt som til at sige, at den fond der har betænkeligheder ved det, har en dårlig fornemmelse af, hvad det vil sige at financiere et forskningsprojekt. Og det sidste var vist tilfældet med den fond der larmede op omkring Penkowa.
@Thomas: Ja, Penkowas brug af pengene er kun interessant, for s̴ vidt den er et Рblandt mange Рeksempel p̴, hvordan det faktisk fungerer p̴ nutidens universiteter i Danmark.
@Gowings: Det helt centrale er selvfølgelig det videnskabelige fusk og snyd, som endnu står tilbage at få afdække i detaljer. Men derfor skal hun jo ikke hænges ud for noget, der blot er gængs praksis.
Vi kan håbe på, at en sag som Penkowas på længere sigt kan medvirke til at få et opgør med den aktuelle universitets- og forskningspolitik.
Det fremgår af rapporten at Penkowa alene har fulgt gældene praksis.
Personligt tror jeg ikke at vi nogensinde får den fulde sandhed frem i denne sag fordi alle har åbenbart noget i klemme og alle har noget på hinanden.
Et råddent forskningsmiljø hvor meget handler om at gengælde hinandens tjenester og en stor grad af inkompetence er dagens orden fordi man bider ikke den hånd der fodrer en ja der er det et spørgsmål om Penkowa var så meget værre end de andre eller om hun bare ikke troede hun behøvede at spille efter de andres regler og derfor nu i hårdere grad end andre rammes af hammeren.
Hvad der er sandheden ved jeg ikke men jeg ved at en gruppe studerende fra RUC skrev speciale sidst i firserne om forskningmidlernes vandring og hvordan de blev fordelt indenfor nogle udvalgte områder på DTU og i toppen af de forskellige forsknings råd sad folk der åbent og ærligt indrømmede dybt korrupte forhold og grov misbrug af forsknings midler med forklaringen at det var trods alt den bedste måde at gøre det på.
Min påstand/hypotese er at at Penkowa er uintressant det er hele fordelingen af penge der grundlæggende er noget galt med men at den danske forskningsverden ikke selv er i stand til at rette op på forholdene.
Penkowa dumper pÃ¥ sin omgang med sandheden, ikke sin forvaltning af forskningsmidler. Sandheden er at en universitetslektor/professor idag gÃ¥r pÃ¥ arbejde uden en krone til at udføre sin forskning for, uden en krone til nyinvesteringer i laboratorieudstyr, -møbler, -PC’er – ingenting. Alt, selv elementære remedier til at udføre et minimum af funktioner og forskningsopgaver skla tilvejebringes med eksterne fondsmidler. Derfor er Penkowas brug af fondsmidler som Politiken “afslørede”, pÃ¥nær mÃ¥ske advokaterne, ikke undtagelsen men reglen.
Problemet er, at før politikerne og befolkningen indser, at en meget stor del af finanslovsbevillingen til universiteterne gÃ¥r til ikke primære funktioner (central administration, sekundære funktioner og repræsentation i rektorat og pÃ¥ fakulteter) i modsætning til undervisning og forskning – og administration i forbindelse hermed – ude pÃ¥ institutterne, før de indser dette bør der ikke tilflyde universiteterne flere penge. Det kan lyde masochistisk, jeg er ikke fan af regeringen og oppositionens universitetspolitik iøvrigt, men lige her pÃ¥ det her omrÃ¥de omkring fordelingen af basismidler, der mÃ¥ universiteterne gribe i egen barm.
Sandheden idag er at det videnskabelige personale skal have penge med pÃ¥ arbejde…