På sit fjortende studioalbum, Planet Wawes (1974), fandt Dylan igen sammen med The Band. Siden de sidst spillede sammen var The Band blevet et af de helt store bands. Men samspillet på pladen er som et møde mellem gamle venner om det, der betyder noget: musikken. Tætheden, intimiteten og den sikre forankring i de amerikanske musikalske rødders muld.
Sangen “Forever Young“, som vi får i to omgange på pladen, blev straks en af mine Dylan-favoritter. Dels på grund af dens umiddelbare popkvaliteter. Enhver kan synge med på omkvædet, når man først har hørt den én gang. Dels på grund af teksten, der er som en verdslig bøn til et ungt menneske, et barn. En sang om alle de fromme ønsker, man fx som forældre kan sende til sit afkom. En enkel og smuk tekst, der viser Dylan fra en ukompliceret, poetisk side. Og så synger – ja, synger – Dylan, som om han fandme mente, hvad han sang…
Siden er sangen blevet en af de sange, der igen og igen henvises til. Og mon ikke den – og titlen – vil dukke op i et hav af fødselsdagsartikler om his Bobness?! Jeg tror det.
I øvrigt var pladen ikke til at få fat på herhjemme dengang i halvfjerderserne. Der var vist problemer med pladeselskaber og rettigheder. Og der gik en rum tid, inden man kunne sætte nålet i rillen. Men det stimulerede bare interessen for os bobomaner.

PS. Torben giver et modbud til Schnack og Thomsens Dylan-guide.