Jovist. Dagens Bob-sang er slet ikke en sang, skrevet og komponeret af Dylan selv, men af Paul Simon. For vi skal jo ikke glemme, at troubaduren Bob Dylan længe før, han blev den berømmede og feterede digter-og-rockmusiker var en kopist, som alle andre – fx The Beatles – og i øvrigt er fortsat med at være det, selv om hærskarer af Dylanpurister har rynket på næsen og trukket på skuldrene.

Da det med Beatles’ overgang til egne sange for alvor blev en ambition for andre at skrive egne sange, var det som om sangfortolkningen dalede lidt i anseelse. Det var ikke længere helt så fint som at synge egne sange. Men uden den gode sangfortolkning ville igen sange være noget værd. Og der er sandt for dyden skrevet mange sange, der ikke har været værd at fortolke…

Troubaduren Dylan har ikke haft disse fine fornemmelser eller skrupler. Hans kriterium for valget af en sang har været, om den var god nok til at fremføre for andre. Og det har han vist på flere af sine plader. For slet ikke at tale om hans koncerter.

Selvportrait, som kom i 1970, var, hvad vi i dag ville kalde et cover-album. Et dobbeltalbum med fortolkninger af pop- og folkesange. Plus instrumentalnumre og egne sange. Ingen smalle steder der. Og der var dem, der ikke vidste, hvad de skulle stille op med denne samling sange. Flere kritikere vendte tommelfingrene nedad, men publikum lod sig ikke nare og pladen hittede både i USA og Europa.

Selfportrait har været et af mine yndlings-Dylan-album, siden jeg anskaffede mig den udgivelsesåret. Et overflødighedshorn af gode sange i Dylans egen, egensindige fortolkninger, der var ikke så lidt præget af den countryfeeling, han havde pådraget sig på Nashville Skyline (1969) og som også kunne spores på efterfølgeren til Selfportrait, New Morning (1970).

Og jeg forstår godt, hvorfor Dylan kastede sig over Paul Simons “The Boxer”, der forbinder en af periodens bedste, fortællende, sangbare digte med en regulær singalong-popmelodi. Lie-la-lie... Her var en kunstner, der kunne skrive sange på et niveau som Dylans eget. Når han var bedst.

Dylans egen fortolkning har været omstridt blandt Dylanologer. Ikke mindst, fordi Dylan selv havde givet udtryk for, at hele pladen var en stor vittighed. Og derfor var der nogen, der mente, at Dylan ikke tog Simons sang alvorlig. Men Dylan lavede en pirouette og trak i land igen. Han ville blot ryste sig fri af al den opmærksomhed, han fik.

Hvorom alting er, så viser Dylans fortolkning af Simons sang, hvor fantastisk en sang vi har at gøre med. Sangens poetiske energi og dramatiske styrke skinner klart igennem Dylans nærmest dogmeagtige version. I sit arrangement har Dylan så at sige skrællet originalindspilningens forfinede iscenesættelse bort og er kommet ind til sangens kerne. En slags dekonstruktion. Ikke smukt, men dybt interessant.

PS. Dylans bagmænd vogter nidkært over enhver af Dylansangene på nettet, så i må hen til pladereolen eller ITunes, hvis i vil høre den…