Forleden kunne man se lederen af IMF, den Internationale Monetære Fond, franskmanden Dominique Strauss-Kahn iført håndjern blive ført bort af amerikansk politi. Billederne løb som en steppebrand gennem medierne. Og der var højlydte reaktioner på hændelsen – både fra amerikanerne og franskmændene.

Sagen er da også interessant. Ikke, fordi en fremtræden person pågribes efter anklager om seksuelle overgreb. Det burde i sig selv være en banal hændelse. Men røret omkring anholdelsen afslørede også en gammel kulturforskel, for ikke ligefrem at sige kulturmodsætning,  mellem Frankrig og USA. En forskel, der handler om sex…

Forskellen kommer indirekte til udtryk i en kommentar i New York Times, hvor Stephen Clarke under rubrikken “Droit du Dirty Old Men” – hvilket kan fordanskes til: Gamle Grises rettigheder – skriver følgende blandt andet:

“France may think it had a revolution, but in fact it just got a new, and even more powerful, elite. They believe themselves so indispensable to the running of the country that trying to topple one of them is a bit like threatening to shoot a prize racehorse for nibbling your lawn. You’re meant to shut up and let them nibble.

This is why the French establishment sees Mr. Strauss-Kahn — rather than the traumatized chambermaid the police say he attacked — as the victim. The same case would never have come out in the open in Paris. The woman would have been quietly asked whether she thought it was worth risking her job and her residence permit. She would have been reminded that it was her word against his, and frankly, whom would people believe? The witty, famous man with the influential friends, or the nobody?
French politicians are known to be serial seducers, and as a rule no one bothers them about it. It is widely accepted that a male politician can combine efficiency in his job with a tendency to leap into bed with as many people as possible. And maybe it’s true — the French eat a balanced diet and have lots of energy. ”

Lad os lige holde fast i, at den anklagede (mig bekendt) hverken er dømt eller frikendt i sagen og derfor i juridisk forstand må opfattes som ‘uskyldig’ indtil andet er bevist! – Dernæst kan man konstatere, at fordommene om franskmænd og franske politikere i særdeleshed står i kø i det citerede stykke. Ikke dermed sagt, at der ikke kan være noget om nogle af fordommene. Fx at der uden tvivl hersker en magtfuldkommen elite i fransk politik, som mener at være hævet over enhver kritik og anklage (tænk blot på præsident Sarkozy!).

Men underteksten taler også om en såre velkendt amerikansk dobbeltmoral, når det kommer til det seksuelle. At franske politikere skulle ‘serielle forførere’ i modsætning til amerikanske politikere er der sådan set al mulig grund til at betvivle. Eksemplerne på amerikanske politikeres seksuelle ekskapader er mindst lige så talrige som de tilsvarende franske. Forskellen er, at man i Frankrig har et mere ‘afslappet’ forhold til det seksuelle end i USA, hvor seksuelle sidespring og lignende så at sige  altid kommer på tværs af konservative familienormer og amerikanske ‘værdier’. Tænk blot på Bill Clinton og sagen om den våde cigar…

Derfor kan der selvfølgelig godt være en vigtig pointe i den amerikanske journalists kritik af franskmændenes ‘offergørelse’ af Strauss. Selvfølgelig skal Strauss have samme behandling som enhver anden, der står anklaget for samme gerning. Omvendt er artiklen af Stephen Clarke ubehagelig, fordi den uden direkte at skrive det, dømmer Strauss, inden der er faldet dom i sagen. Clarke insinuerer.

Med en allusion til sagen om Roman Polanski – som har været anklaget for at have haft sex med en mindreårig engang i tresserne – insinuerer Clarke, at Strauss er skyldig – fordi han er franskmand og oven i købet en magtfuld politiker… Det fremgår af det sidste afsnit, hvor Clarke skriver:

“All of which leads me to my belief that even if Dominique Strauss-Kahn is convicted and has to serve time, he will someday return to France, publish his autobiography (which will, of course, be adapted for the big screen by Mr. Polanski) and eventually be made a government minister. Minister of gender equality, perhaps? ”

Netop sammenligningen med Polanski-sagen understreger den nidkærhed, hvormed amerikanerne forfølger sådanne seksuelle ‘sager’. Polanski-sagen var ikke alene ældgammel – og derfor svær at efterforske – men ‘offeret’ har også siden meddelt, at hun ikke ønsker nogen sag. Det seksuelle er meget interessant i den amerikanske offentlighed, og interessen er drevet af dobbelbundet nysgerrighed, der rummer lige dele moralsk forargelse og seksuel interesse. Derfor skal enhver slibrig deltalje for dagen – og enhver anklaget er næsten pr. definition en forbryder (fordi vi alle har en rem af den seksuelle hud…).

En ting er så den kulturelle dimension i denne sag. En anden og måske lige så overset dimension er den politiske. Kan man se bort fra, at der kan være politiske interesser involveret i anklagerne mod en højtstående person i IMF? Eller er der måske – som i sagen om Wikileaks grundlægger, Julian Assange – tale om, at nogen kunne have en politisk interesse i at få skovlen under Strauss? I hvert fald er der et spor, som journalister og andre passende kunne forfølge.