Vi skriver 1976. Bob Dylan var inde i en særdeles kreativ fase af sin karriere. året forinden havde han udsendt hovedværket Blood On The Tracks. Og de kultiske Basement Tapes var også kommet, som en slags optakt til de senere års officielle bootlegudgivelser og som en påmindelse om, hvor frugtbart samarbejdet med The Band havde været.

Foran lå, hvad mange kritikere mente var en kreativ ørken for troubaduren Dylan. Begyndende med den omstridte Street Legal (1978), efterfulgt af de to kristne genfødelsesalbum Slow Train Coming (1979) og Saved (1980).

Det var også en periode, hvor min Dylan-dyrkelse var på et foreløbigt højdepunkt. Efter et par frustrerende år, hvor jeg skulle finde mine egne ben i århus og på danskstudiet, var jeg kommet gennem studiets førstedel med Karl Marx i den ene hånd og kærligheden til litteraturen og digtekunsten i den anden – og havde igen overskud til at fordybe mig i musikken. Blandt andet Dylan.

Og Dylans 17. studioalbum, Desire, gik rent ind på lystavlen.

Pladen blev til i den periode, hvor Dylan var ved at få sit Rolling Thunder Revue op at køre. Efter sigende blev Revue etableret, fordi Dylan ønskede at samle sit eget band eller sit eget musikkollektiv omkring sig. Og i sangskrivningen havde Dylan allieret sig med en gammel bekendt, Jacques Levy. En anden markant personlighed på pladen var violinisten Scarlet Rivera, som Dylan havde mødt på gaden og inviteret med til indspilningerne.

I følge dylanologien var indspilningen af pladen mildest talt kaotisk. Dylan havde inviteret ca. 20 musikere med og insisterede på, at pladen blev optaget ‘live’ i studiet. Det endte dog med, at deltagerantallet blev reduceret til det hold, der kom til at udgøre Rolling Thunder Revues centrale figurer (bl.a. basisten Rob Stoner, trommeslageren Howie Wyeth, Scarlet Rivera og Emmylou Harris). Det var ved denne session, de fleste af pladen numre blev indspillet. Efter sigende til Dylans tilfredshed.

Men en ting er dylanologiens anekdoter og detaljer. Noget andet det færdige resultat. Og i mine unge ører var Desire et mesterværk af fremragende sange, fremført af en tændt og lidenskabelig Dylan. En plade, der både så frem i kraft af et nyt og inciterende, frodigt musikalsk udtryk ,men også tilbage – i numre som “Hurricane” og “Joey”, hvor Dylan greb tilbage til folktraditionens (og sin egen) optagethed af outlaws og socialt engagerede sange om markante personer.

Pladen solgte godt og gjorde sig godt på hitlisten, men som så ofte var kritikerne delte i bedømmelsen. Flere – bla. Robert Christgau – mente, at de to nævnte socialkritiske sange var for meget.

Hos mig og mine venner blev flere af sangene lokale ‘hits’. Ikke mindst sangen One More Cup Of Coffee, hvor sangens jeg henvender sig til en smuk kvinde, som han vil forlade for at drage ned i dalen. En slags smertefuld anti-kærlighedssang, der ramte noget hos os kærlighedshungrende unge mænd i det århusianske studenterliv…

Sangen kan høre her. Og teksten kan læses på www.bobdylan.com, hvor alle Dylans tekster er tilgængelig.