Apropos rockens rødder, så ville en af dens stamfædre, blues shouteren Big Joe Turner være blevet 100 år i morgen, hvis ikke han allerede havde forladt denne verden i 1985.

Som så mange andre amerikanske musikere fik Big Joe smag for musik i kirken. Og som ganske ung, fjorten år gammel, begyndte han at synge på gader og lokale natklubber i og omkring fødebyen Kansas City. Dels af lyst, men også af nødvendighed, fordi faderen døde i en trafikulykke, da Joe kun var fire år gammel, og nogen skulle jo bidrage til opretholdelsens af familiens eksistens. Det var i Kansas Citys natteliv Big Joes karriere begyndte. Og her fik han tilnavnet Den syngende barmand.

I 1938 blev han opdaget af den indflydelsesrige talentspejder, pladeproducer m.m. John Henry Hammond II, som inviterede Big Joe til New York, hvor han skulle optræde ved en af Hammonds legendariske jazz- og blues-koncerter i Carnegie Hall. Koncerterne gik under titlen “From Spirituals to Swing” og havde stor betydning for udbredelsen af den ‘sorte’ musik til amerikanerne. Et resultat af denne optræden var, at Big Joe sammen med boogie woogie-pianisten Pete Johnson fik et hit med “Roll ‘Em Pete, “, en af de første indspilninger, hvor den såkaldte backbeat (el. back beat) kunne høres. Uden den ville fx Chuck Berry aldrig have lydt, som han gjorde…

Successen betød, at Big Joe Turner kunne slå sig ned i New York, spille i de lokale klubber og indspille plader. Først på det lille pladeselskab Vocalion, hvor han fx indspillede “Cherry Red” og “Wee Baby Blues“. Senere fik han kontrakt med Decca., hvor han bl.a. indspillede “Piney Brown Blues“, som han selv havde skrevet, da han var i Kansas City, og som han blev ved med at fremføre til sin død.

I 1941 flyttede han til Los Angeles for at optræde sammen med Duke Ellington. I samme periode indspillede han flere sange til film og åbnede sammen med kollegaen Pete Johnson en bar, The Blue Moon Club. I LA skiftede Turner også pladeselskab og det næste årti indspillede han for National Records, hvor hans første nationale R&B-hit, “My Gal’s a Jockey” blev optaget.

I det hele taget indspillede Turner en lang række plader i denne periode. Plader som var med til at definere rock’n roll gennem transformation af jump blues og rhytm and blues.

Big Joe Turners egentlige gennembrud kom i 1951, hvor han blev opdaget af Ahmet and Nesuhi Ertegün, som knyttede Turner til deres nye pladeselskab Atlantic Records. De to pladeselskabsmænd havde set Turner optræde med Count Basies orkester. Og i de følgende år indspillede Turner en lang række sange, hvoraf mange blev regulære hits. Til Atlantic-indspilningerne hører fx bluesstandarden “Chains of Love, “Boogie Woogie Contry Girl” (rock’n roll! – og i øvrigt skrevet af Doc Pomus), “Honey Hush” (som også Paul McCartney har indspillet) og ikke mindst “Shake Rattle and Roll“, som blev et stort hit i 1954. Og med sange som “Well All Right,” “Flip Flop and Fly” “Hide and Seek” “Morning, Noon and Night” og “The Chicken and the Hawk” markerede Big Joe Turner sig som rock’n roller.

Ved siden af sine rock’n roll-indspilninger fortsatte Big Joe med at indspille tradionelle bluessange, og i tresserne og halvfjerdserne forlod han rocken for helt at vende tilbage til sine bluesrødder. I 1985 døde han af et hjertetilfælde, 74 år gammel.

Den kendte sangskriver Doc Pomus er citeret for at sige, at ‘rock and roll aldrig ville være sket uden Big Joe Turner’. I hvert fald er der ingen tvivl om, at han var med til at gøre blues populær ved, som han selv har fortalt, at give den et beat og sætte tempoet op og derved transformere blues til det, vi kender som rock’n roll. På den måde kunne man få de unge på dansegulvet og få dem til at sætte pladen på grammofonen. At mange af teksterne også var fyldt med seksuel innuendo, ja, det understreger bare, at Big Joe Turner havde fat i rockens rødder…