Hvor ligger Aserbajdsjan? Frøkenen undrer sig, medens det årlige spektakel, Melodi Grand Prix, løber hen over fladskærmen. Jeg forsøger at gelejde hende til Kaukasusbjergene på det imaginære verdenskort. Da det også kniber lidt med at billedliggøre Tyrkiets placering, så stiller hun sig tilfreds med, at det er derovre et sted, uden for EUs grænser. Men det lille familiære optrin siger måske noget væsentligt om Melodi Grand Prixs udfordringer i globali- og internationaliseringens tidsalder.

Jeg går til og fra, fordi jeg har svært ved at fastholde mig koncentreret ved det stort anlagt underholdingsprogram. Musikalsk er det, som det har været nogle år efterhånden. Iørefaldende, syng-med-popmelodier er der ikke mange af. Rumænien og Danmark kommer dog i nærheden af noget, der ligner. Selv om Danmark – fortæller Frøkenen mig – har lagt sig betænkeligt tæt op ad en gruppe som Fall Out Boy (og et par stykker mere, som jeg ikke lige fangede i Frøkenens belæring).

Det popmusikalske underskud kompenseres af et visuelt orgie i lys, grafik og alskens computerdrevet distraktion. Et digitalt udstyrsstykke, hvor synsindtrykket er omvendt proportionalt med det musikalske udbytte. Det er som en overdimensioneret digital McDonald-burger, der syner af meget, men ikke nærer ret længe. Men det ved vi jo godt.

Et væsentlig del af underholdningsværdien i MGP er konkurrencemomentet. Selv om det et eller andet sted altid har været absurd at konkurrere om sange. Det er angiveligt det bedste nummer, der skal vinde. Og det er her begivenhedens store svaghed gemmer sig. En svaghed, der allerede var til stede i de ‘gode gamle dage’, hvor MGP var begrænset til det centraleuropæiske. Allerede dengang var det nogenlunde sikkert, at landene i det romanske sprogområde – Frankrig, Italien, Spanien m.fl. – lod de fleste stemmer gå til de sprogligt og kulturelt nærmest liggende lande. Akkurat som de nordiske og nordeuropæiske lande foretrak deres ligesindede. Generelt betragtet.

Denne opdeling er blevet forstærket i det nye globaliserede og internationaliserede koncept. Man stemmer på sine egne. Og dermed er noget af konkurrenceincitamentet taget ud af MGP. Globaliseringen og internationaliseringen har endnu ikke homogeniseret poppen helt, selv om tendenserne er der. Fx når rumænerne forsøger sig med noget, der ligner britisk melodi-grand-prix-pop fra halvfjerdserne, Georgiens kaster sig over vestlig heavy rock opblandet med rapattituder eller Serbien med pop-art-grafik og tresseroutfit genoptrykker tresserpop.

Man kan ikke lade være med at tænke på, om ikke det ville være en bedre ide at splitte MGP op i flere konkurrencer i stedet for at ligge under for tanken om det store globale fællesskab?