Det lille bandeord “sgu” er blevet ophøjet til et almindeligt småord fra at være et regulært bandeord. Og denne sprogpolitiske begivenhed fik temmelig stor medieopmærksomhed. Selv tv var med.

Man kan altid diskutere nyhedsværdien af begivenheden, men begivenheden er i hvert fald interessant i en kulturel forstand. For den siger noget om danskernes forhold til det religiøse, nærmere bestemt kristendommen.

For det er en kendsgerning, at vi her i landet til stadighed og i vid udstrækning bander i kristen forstand, selv om vi ikke tænker over det. Fx hidkalder vi gerne den onde selv, Fanden, Satan, når vi lader ham fløjte, æde, gale osv. os i bandeordet Fandeme. Eller vi hidkalder Helvede. For helvede da!

Sgu er en sammentrækning af sågu, der igen er en forkortning af Så Gud (hjælpe mig). Vi bander og sværger altså lystigt på kristen vis, selv om flere og flere af os ikke længere er medlemmer af Folkekirken og mange af medlemmerne er bekvemmelighedskristne…
Det var Nietzsche, der mente, at Gud – den kristne gud – var død. Eftertiden viste, at det var han nok ikke helt alligevel. I hvert fald fortsatte den kristne gud med at spøge efter Nietzsches død. Og gør det stadigvæk i disse tider, hvor genkristningen er blevet et fænomen (blandt akademikere i det mindste) og det religiøse er på dagordenen kulturelt set.

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan mente, at Gud ikke var død, men i stedet var blevet ubevidst. Forstået på den måde, at måske er vi tilbøjelige til at betvivle guds eksistens eller ligefrem benægte den, men det forhindrer os ikke i sprogligt at bevidne både Guds og Fandens tilstedeværelse. Kulturelt set er vi ikke sluppet ud af kristendommen. Med det lille bandeord ‘sgu’ er fortrængningen til det ubevidste således sket i to etapper. Først blev ‘så gud (hjælpe mig)’ til ‘sgu’ – og mange glemte, hvad et egentligt dækkede over – og dernæst blev bandetordet ophøjet til et almindeligt lille småord. Fortrængningen fik endnu et skub.

Måske var det på tide, at vi sekulariserede mennesker begyndte at bande på verdslig facon i stedet for at blive hængende i det religiøse sprogs suppedas?