Ola Magnell er en svensk pendant til vores egen Niels Skousen. Som Skousen begyndte Magnell at markere sig som musiker i de vist nok ret politiske og venstresnoede halvfjerdsere. Nærmere bestemt i 1971-72. Efter spredte studier på Lunds universitet og journalisthøjskolen i Goteborg, begyndte Magnell så småt at sætte musik til de digte og tekster, han havde skrevet, siden han gik i gymnasiet.
Og som Skousen kunne Magnell heller ikke løbe fra, at Bob Dylan var dukket op i tresserne og havde sat en ny dagsorden for, hvordan man kunne skrive tekster i populærmusikken. Men samtidig kunne han heller ikke – akkurat som sit danske modstykke – løbe fra sin eget lands musiktradition. I dette tilfælde den svenske visetradition med Taube og Bellman som uomgængelige ikoner.
Inspirationen fra nær og fjern viste sig, da Magnell udsendte sit første album Påtalåtar i 1974. Musikalsk var pladen farvet af allehånde påvirkninger og stilistisk nysgerrighed, men albummet viste, at Magnell var en tekstforfatter, man måtte holde øje med. Hvilket flere svenske stjerner gjorde i halvfjerdserne. Blandt andre de to sangerinder Siw Malmkvist og Lill Lindfors.
Allerede på den næste plade, Nye Perspektiv (1975), fandt han sit eget, personlige udtryk og viste, at han gik sine egne veje i en tid, hvor progrocken ellers satte dagsordenen – undertiden med slagsordsagtige tekster. Magnell blev betragtet som en af progrockens figurer, men var mest politisk på det personlige og eksistentielle plan. At han også udkom på et af de store, kapitalistiske forlag, Metronome, gjorde, at ikke alle kunne se det progressive i hans kunst.
Men tidens slid har været mere skånsom over for Magnells sange end over for de mest bastant politiske, svenske progrockere. Og hvor holdbare Magnells sange vitterlig er, understreges på hyldestpladen Påtalåtar – en hyldning till Ola Magnell fra 2006, hvor en række, primært yngre, svenske musikere fortolker Magnells sange. Ud over at demonstrere Magnells-sangenes slidstyrke, så er pladen også endnu en understregning af, hvor stor og imponerende talentmassen er i Sverige.
Elin Sigvardsson – “Tomma tunnor” – 5:10
Lars Winnerbäck – “Ta det kallt, det är allt” – 3:09
Stefan Sundström – “Påtalåten” – 3:55
Lalla Hansson – “Bruten vinge” – 3:44
Mats Ronander – “På älvors vis” – 3:51
Sanna Carlstedt – “Nya perspektiv” – 3:36
Tomas Andersson Wij – “Trasten” – 5:12
13th Floor Escalators – “Rulltrappan” – 4:05
Kristofer åström & Ronny Eriksson – “Vällingklockan” – 4:24
Anna Stadling & Idde Schultz – “Vargarnas vår” – 3:43
Lars Demian – “Kliff” – 6:10
Benneth Fagerlund & Max Schultz – “Malvina utan mörker” – 4:01
Hele pladen kan man lytte til på bibliotekernes streamingtjeneste Bibzoom (så fik jeg også lejlighed til at reklamere for denne fine service…)
Ola Magnell har selv udgivet en lang række album siden debutalbummet. Halvdelen af dem kan lånes på biblioteket. Senest er kommet Rolös fra 2010. En god indgangsvinkel til Magnells sangskat er de to opsamlingsplader Ola Magnell: 74-87 (1994) og Ola Magnell: Guldkorn (2000). Hermed anbefalet.