Man kan ikke sige, at den engelske singer-songwriter Kate Bush har forvænt sine fans de sidste mange år. Til og med Hounds of Love (1985), kom der plader med 2-3 års mellemrum, sådan som mange pladekontrakter kræver. Siden er der gået 4-5, ja, 6 år mellem udspillene.

Sidst vi hørte fra Bush var, da hun udsendte Aerial (2005). Efter sigende havde hun på det tidspunkt valgt en frivillig orlov fra offentligheden for at tage sig af familien, men fik alligevel tid til at opholde sig i studiet fra tid til anden. Nok til, at det kastede et dobbeltalbum af sig.

Det sidste årstid har rygterne svirret om et nyt album, der skulle indeholde nymiksede udgaver af gamle sange. Og nu er den så kommet, pladen, med den sigende titel Director’s Cut. Begrebet kender vi især fra filmen, hvor sådan et “cut” betyder nyredigering, ekstramateriale osv. I Bushs tilfælde er der tale om bearbejdet materiale fra perioderne omkring pladerne “The Sensual World” (1989) og The Red Shoes (1993). Bearbejdningen har været grundig. Bush har lagt ny vokal på, trommerne er ændret og instrumenteringen er i det hele taget taget op til revision. Det samme er teksterne i et vist omfang. Så det er ikke bare gammel vin på ny flaske. Der er tale om radikal nyfortolkning.

Til Bushs image hører en imponerende stemmepragt med stor oktavspædvidde og en påstået, næsten kreativitetslammende, perfektionisme. En første gennemlytning af den nye plade, som pt. strømmer på nettet, tyder på, at Bush ikke er blevet mindre selvkritisk. Det er gennemarbejdet, forfinet musik med mange fascinerende og spændende detaljer og facetter. Og så er vokalarbejdet modnet. Tilpasset Bushs alder (hun fylder 53 næste måned) og stemmens biologisk betingede ændring. Sagt på en anden måde: Fans vil ikke blive skuffet. Heller ikke denne gang…