The Dears – Gang of Losers – canadisk indierock

Author:

På min reol står en af Fruens flettede kurve. Den er fyldt godt op med cd’er fra bibliotekets løbende udsalg. Og jeg lytter mig stille og roligt igennem fundene. Nogle har allerede været omtalt.

Nu er turen kommet til canadiske The Dears og deres tredje studioalbum fra 2006. Den har snurret på cd-afspilleren her i weekenden.

The Dears blev dannet helt tilbage i 1995 og er centreret om grundlæggeren og forsangere Murray Lightburn og tangentspilleren Natalia Yanchak. Omkring disse to fiksstjerner har der cirkuleret mange andre musikere. I musikpressen, hvor man jo elsker sammenligninger, er Lightburn blevet sammenlignet med Damon Albarn og Morrisey. Det kan jeg nu ikke høre. Heller ikke at The Dears skulle have forfærdeligt meget med unge Genesis, Jethro Tull eller Radiohead at gøre i deres musikalske udtryk.

The Dears stil kan måske bedst beskrives med titlen fra deres 2001-EP: Orchestral Pop Noir Romantique. The Dears holder af komplekse, orkestrale kompositioner og arrangementer. Og der hviler et tematisk og melodisk mørke over deres sange (og titler! – End of a Hollywood Bedtime Story, No Cities Left, Degeneration Street osv.). Samtidig har de en hang til romantisk-lidenskabelige popmelodier.

Gang of Loosers skulle efter sigende (anmeldelser!) være The Dears mest rockende album. Og skal man endelige sammenligne dem med nogen, så er den association, jeg får, australske Crowded House. Og det skyldes de meget iørefaldende sange og forsangeren Lightburn, der kan minde en hel del om brødrende Finn.

The Dears er et ganske stort navn i hjemlandet, men har – som tilfældet er for flere andre canadiske navne – ikke fået den bevågenhed i udlandet, som deres musik berettiger til. Du kan begynde med at lytte til Gang of Loosers… Hermed anbefalet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *