For mig er de bedste forudsætninger for en filmoplevelse, at jeg ser filmen uden at have hørt om den i forvejen. Væk er forventninger og -domme. Filmen får lov til at tale sit eget sprog. Helt forudsætningsløst er det selvfølgelig ikke, for man har set mange film og har “indbyggede” æstetiske fordringer, men de værste filtre er ikke slået til…

I går lykkedes det mig at se den spanske film Princesas på DR K. Helt tilfældigt. Jeg havde sat mig i sofaen og tændt for tv’et, lige da filmen startede. Og jeg blev hængende.

Princesas er instrueret af Fernando León de Aranoa og er fra 2005. Og den handler i sin enkelhed om forholdet mellem to prostituerede i Madrid. Caye (spillet af Cadela Pena) og Zulema (Micaela Navárez). Caye forsøger at skrabe penge sammen til en brystoperation, og Zulema sender penge hjem til familien i Den dominikanske Republik, hvor moderen passer hendes søn.

Filmen er temmelig begivenhedsløs. Selv om emnet prostitution måske lægger op til at behage almindelig nyfigenhed med hensyn til jobbets udførelse, så er filmen alt andet end behagesyg. Fokus er de to pigers forhold og dialoger. En nedtonet realisme, hvor pigernes trivielle hverdag væves sammen med drømmene, både de bristede og de levende.

Et vendepunkt i historien er, da Zulema gennembankes af en kunde, der har lokket hende med løfter om nogle vigtige papirer. Begivenheden fører de to piger endnu tættere på hinanden i ømt venskab.

Det, der gør filmen mere end seværdig, er skuespillet. Ikke mindst Candela Pena imponerer med sin afdæmpede, næsten udtryksløse, fremstilling af den desillusionerede Caye, som viser sig at have bevaret sin menneskelighed i en barsk og opslidende verden. Med ganske få virkemidler får hun demonstreret, at Caye er en person med mange lag. Fx i en scene, hvor hun kommer til at afsløre sin professionelle identitet over for en mandlig bekendt, og tårerne i øjnene og et blik siger det hele, uden at et ord falder.

Og Micaela Nevárezs skildring af Zulema, splittet mellem længslen efter sønnen og behovet for at tjene penge til familien langt borte, er en præstation, hvor de forfinede virkemidler er på spil.

Og så er det befriende – ikke mindst i disse sexkøbsforbudstider – at se en film håndtere emnet “prostitution” uden på nogen måde at forfalde til sensationsdyrkelse eller simpel spekulation i nøgenhed og sex. Jovist er der både nøgenhed og sex i filmen, men husarerne kan godt holde sig væk, for filmens fremstilling er langt fra fantasiernes kulørte verden.

Du kan nå at se filmen endnu. Den genudsendes d. 17. maj kl. 15.55 på DR K.

Et ekstra lille plus skal filmen have for sin brug af Manu Chaos sang “Me Illaman Calla (princesas)”: