Da jeg første gang hørte, at BBC havde tænkt sig at føre Sherlock Holmes-figuren op til vort århundrede, kunne jeg ikke lade være med at ryste lidt på hovedet. Billedet af en hatteklædt, violinspillende detektivnørd fra 1800-tallet i vor strømlinede, digitale tidsalder kunne jeg ikke forlig mig med, men samtidig måtte jeg også se, hvad det gik ud på.

Og jeg må sige, at de tre afsnit, jeg har set, har været overraskende underholdende og medrivende.

Man kan sige, at det lykkes for skaberne – Mark Gatiss og Steve Moffat – at omplante Sherlock til dagens England, fordi de skærer ind til Sherlock Holmes-fortællingernes skelet. Væk er al den bedagede, victorianske redundans i gaslysets skær. Tilbage er de basale konflikter, som udfolder sig omkring Sherlock Holmes, hans hjælper Watson og superskurken Moriarty. Og så Holmes’ broder som en ekstra dimension.

Benedict Cumberbatch er et pletskud af en casting til rollen som den nærmest autistisk-rationalistiske Sherlock, der lever og ånder for opdageriet og kun frygter – kedsomheden. Og lige så velvalgt er Martin Freeman som militærlægen, der bliver Sherlocks alt andet end underdanige, men også uundværlige, hjælper, som prøver at have et almindeligt liv med kvinder ved siden af, men hele tiden bliver forstyrret af den monomane Holmes.

Underholdningsværdien i serien kommer fra et godt skuespil (igen, igen..) og fra det adrenalinfremkaldende detetivarbejde, som Holmes og Co. Holmes var allerede en psykopatologisk figur i de gamle Doyle-fortællinger, og i den nye udgave er han nærmest en ekstrem repræsentant for vor tids mere eller mindre autistiske lidelsesfigurer. Han registrer og analyserer alt, hvad der kommer under hans næse. Alt. Det kan næsten forekomme lidt komisk. Som en karikatur af den gamle Holmes. Men underholdende, det er det. Hermed anbefalet kriminørder.