Hvad kan være mere (u)passende underholdning i pinsens markering af den kristne mystik (Helligånden) end en film om frimurere, tempelriddere, store skatte, hemmeligheder, koder og andre drengerøvsfilmingredienser? En sådan film er National Treasure fra 2004 med Nicolas Cage i hovedrollen som den familiebelastede sandhedssøger udi omtalte mystisk-mytologiske morads.
Lad det være sagt med det samme: Det er længe siden, capac har fundet Nicolas Cage værd at se på det store lærred eller tv-skærmen, for den sags skyld. Jeg synes, at han – efter sin lovende debut – efterhånden har udviklet sig til en ret udtryksløs, kedelig træmand, der bedst fungerer i roller som en-dimensionale he-men.
Og sådan en rolle har han også i denne film. Til gengæld får han modspil af andre, der løfter filmen op over hængedyndet og gør den til et par timers let og fornøjelig underholdning. Den appetittelige Diane Kruger har den utaknemmelige rolle som Cages kvindelige allierede og romantiske partner (Hvad ser hun dog i ham?) og gør det godt med humor og charme. Endnu mere lysende er Justin Bartha som Cages nørdede lille hjælper, der nærmest stjæler billedet fra Cage hver gang de er på samtidig. Og så er der de to kæmper: den uforlignelige Harvey Keitel som FBI-mand i hælene på Cage og Co. og Jon Voight som Cage-figurens far. Efter capacs mening bruger man slet ikke Voight nok i amerikanske film. Nævnes skal også Christoffer Plummer i en fin lille rolle som bedstefar og Sean Benn, der klæder rollen som charmerende-livsfarlig skurk.
Trods nogle småfejl er filmen velturneret af instruktøren med det spøjse navn Jon Turteltaub. Man er godt underholdt undervejs, keder sig kun lidt og kan for en stund være tilbage i et univers, som man engang fandt i Illustrerede Klassikere og gamle B-film fra Hollywood. Blot skal man som sædvanlig abstrahere for den efterhånden ulidelige amerikanske selvdyrkelse og fx lade som om man tror på, at tempelridderne ville være så dumme at begrave en skat midt i New York. Det skal man være Hollywood-instruktør for at postulere. Men heldigvis er man vant til at sluge mange urimeligheder i underholdningens hellige navn… Filmen er en slags Da Vince Mysteriet light eller, om man vil, Kong Salomons Miner på Manhattan. God fornøjelse.