You know I’m almost grown
Yeah ‘n’ I’m doin’ all right in school.
They ain’t said I broke no rule.
I ain’t never been in Dutch.
I don’t browse around too much
Don’t bother me, leave me alone
Anyway I’m almost grown
I don’t run around with no mob.
Got myself a little job
I’m gonna buy me a little car,
Drive my girl in the park
Got my eye on a little girl.
Ah, she’s really out of this world.
When I take her to the dance,
She’s got to talk about romance.
You know I’m still livin’ in town.
But I done married and settled down.
Now I really have a ball
So I don’t browse around at all
I min barndom var Påsken den meste kedelige periode af året. Det var dømt generaliseret søndag. Familierne i karréerne i nabolaget sank ind i familiens skød med påskeæg og -frokoster – og intet, absolut intet, skete. Og lige siden jeg dengang tussede rundt i baggården med hænderne dybt begravede i bukselommerne og udtænkte utyskestreger, jeg kunne få tiden til at gå med, har denne stemning af fortabthed ramt mig, når påsken nærmede sig. Kun forbigående, men alligevel. Kroppen husker tydeligt.
Men også her er musikken en probat modgift. Og hvis ikke der er andet, der virker, så gør Chuck Berry. Chuck Berry, rockens urfader. Jeg deler Dan Turèlls, Billy Cross’ og andres begejstring for den lille besynger af hverdagen, som vidste, hvordan man skruer en 4-akkords-rock’n roll-sang sammen uden at gøre det sværere, end nødvendigt er. Play it simple. En god melodi, enkle riffs og en tekst, som enhver teenager kunne identificere sig med. Eventuelt lidt garniture i form af kor og andet godt. Som i “Almost Grown“, hvor den unge mand fortæller andre, at han er næsten voksen. Det er slut med at føjte rundt. Han har fast arbejde, en pige i sigtekornet og styr på fremtidsplanerne.
Men musikken modsiger pænheden i teksten med sit frække, frække backingkor (ved Harvey & the New Moonglows, som talte en vis Marvin Gaye), det sprælske boogie-woogie-piano og det svedige guitarspil. Her er budt op til dans – med mere…
“Almost Grown” udkom i 1959 på Chess Records som alternativ A-side til det nok lidt mere kendte nummer “Little Queenie” og fik siden i 1973 en fortjent renæssance på lydsporet til “American Graffiti”.