‘Hvordan kan man vokse op i Seattle i firserne og så ende med at lave countrymusik?’ Spørgsmålet står at læse på Zoe Muths hjemmeside. Og hun svarer selv: ‘Jeg ved det ikke, jeg åbner bare munden, og så er det det, der kommer ud’. Selvfølgelig, kunne man næsten tilføje. For er det ikke netop det, der kendetegner musikken i vor såkaldt globaliserede tid, at musikformerne ikke længere er så lokalt geografisk forankret, som de var engang? Ikke mindst med nettet og digitaliseringen er musikken blevet mere tilgængelig, og det har gjort globaliseringen endnu mere udtalt.

Zoe Muth blev som andre i hendes generation flasket op med rock’n roll og MTV. Men i high school fik hun øjnene og ørerne op for dem amerikanske musiktradition gennem Alan Lomax, Harry Smith osv. Og fandt Woody Guthrie, Leadbelly, Carter Family osv. I countrymusikken fandt hun et udtryk, der passede til det, hun følte, og til de historier, hun ønskede at fortælle. Om den almindelige amerikaner med hårdt arbejde og problemer i kærlighedslivet. Lige som forbillederne. Woody, bluesmusikerne osv.
Om sin tilgang til musikken fortæller Zoe selv:
“For me so much of the history of American music is based not just in the drive to make “art” or perfect it, but to escape what can often become the drudgery of the working class life and to escape poverty when most of the avenues offered by mainstream society just aren’t any fun. “ Og Guthrie nikker sikkert et sted hinsides graven…
To album er det blevet til indtil videre for Zoe Muth og hendes fire mand store band The Lost High Rollers. Et eponymt album og så Starlight Hotel, som lige er udkommet. Man kan høre smagsprøver på begge album på hjemmesiden.

Zoe revolutionerer ikke countrymusikken. Men jeg er faldet for hendes nøgne, ærlige, umanierede stemme, der i passager kan minde om Emmylou Harris, men ellers er helt sin egen. Lyt med her: