I’m so tired of being alone
I’m so tired of on-my-own
Won’t you help me girl
Just as soon as you can
People say that I’ve found a way
To make you say that you love me
Hey baby, you didn’t go for that
It’s a natural fact
That I wanna come back
Show me where it’s at, baby
I’m so tired of being alone
I’m so tired of on-my-own
Won’t you help me girl
Soon as you can
I guess you know that I, uh, I love you so
Even though you don’t want me no more
Hey hey hey hey, I’m cryin’ tears
All through the years
I’ll tell ya like it is
Honey, love me if you will
Yeah baby
Tired of being alone here by myself, now
I tell ya, I’m tired baby
I’m tired of being all wrapped up late at night
In my dreams, nobody but you, baby
Sometimes I wonder
If you love me like you say you do
You see baby, I been thinkin’ about it, yeah
I been, I been wantin’ to get next to you baby
Ya see, sometimes I hold my arms, I say mmmm hmmm hmmm
Yeah baby
Meeting you has proven to me
To be my greatest dream, yeah
Tired, baby
Yeah, you don’t know what I’m talkin’ about
Sometimes late at night I get to wonderin’ about you baby
Oh baby, baby
I’m so tired of being alone
I’m so tired of being alone
I’m so tired of being alone…

Omtalen af “Take me to the River” med Al Green resulterede i, at jeg i går på vejen hjem fra job i nattens mulm og mørke fik en anden Green-klassiker på hjernen: “Tired of being alone“. En sang, jeg har svært ved at blive træt af, selv om den har kørt på “repeat” i mit hoved her til formiddag.
Sangen om fyren, der er faldet ned i kærligheden og ikke bliver samlet op af sit hjertes udkårne, udkom på single og lå nr. 1 på Billboards Hot-100-liste i 1971 – og den var en født klassiker. Tom Jones, Michael Bolton og The Subdudes er blandt de kunstnere, der siden har planket den med vekslende held. I 1992 fik det skotske band Texas et pænt hit med en loyal rockudgave af sangen. Og senest har fået en renæssance i forbindelse med tv-serien Nip/Tuck. Den var også inkluderet på Greens tredje album fra samme år: Al Green Gets Next To You.
Coverversionerne afslører, hvor stærk en sang denne lille 2 minutter og 50 sekunder lange sag er. De lægger sig loyalt op ad melodien og harmonierne. Men Al Green trækker det længste strå. Dels fordi hans indlevelse i denne ensomhedssang er formidable og overbevisende, og dels på grund af den måde,  arrangementet – de diskrete og dog markante backingvokaler, blæsersektionens pointerende indspark og den lydhøre rytmesektionen – omslutter og bærer Al Greens lidende, lidenskabelige sangforedrag frem på. Det er en født soul-pop-sang.