I don’t know why I love you like I do
After all these changes that you put me through
You stole my money and my cigarettes
And I haven’t seen hide nor hair of you yet

I wanna know
Won’t you tell me
Am I in love to stay?

Take me to the river
And wash me down
Won’t you cleanse my soul
Put my feet on the ground

I don’t know why she treated me so bad
Look at all those things that we could have had
Love is a notion that I can’t forget
My sweet sixteen I will never regret

I wanna know
Won’t you tell me
Am I in love to stay?

Hold me, love me, please me, tease me
Till I can’t, till I can’t take no more
Take me to the river

I don’t know why I love you like I do
After all the things that you put me through
The sixteen candles burning on my wall
Turning me into the biggest fool of them all

I wanna know
Oh won’t you tell me
Am I in love to stay?

I wanna know
Take me to the river
I wanna know
I want you to dip me in the water
I wanna know
Won’t you wash me in the water
Wash me in the water
Wash me in the water
Won’t you wash me in the water
Feeling good

Det fortælles, at sangeren Al Green, da han blev præst for en lille menighed i 1976, tog sangen “Take Me To The River” af sit repertoire. Han havde skrevet sangen i 1973 til sit album Al Green Explores Your Mind (1974). Måske forekom sangen ham ikke passende for en kirkehyrde. En sang om en betingelsesløs, men også lidelsesfuld, kærlighed til en pige på 16. Den elskende henvender sig til den anden – Du – og beder om at blive ført ned til floden for at blive vasket og ‘få renset sin sjæl’. Om “du” er pigen eller en anden er ikke helt klart, men floden får en metaforisk karakter. Er det troens rensende vand, der løber i floden og kan rense sjælen for kærlighedens forbandelse? Er det syndsforladelsens vand, han vil bade i – synderen, der lader sig styre af det alt for menneskelige?

I hvert fald er det en sang, der vil mere en bare fortælle om hjerte-smerte, om begær og hvad deraf følger. En sang, der har appelleret til mange kunstnere siden hen. Talking Heads som et lysende eksempel. Al Greens egen version er som soulsang uovertruffen. Læg i øvrigt mærke til, at Green tilegner sangen til blueskunstneren Junior Parker, som han var i familie med og som døde i 1971 kun 39 år gammel – altså to år før indspilningen af sangen.