Teateret er ikke en kunstform, jeg har dyrket ret meget i mit liv. Og jeg kan ikke blive enig med mig selv, om det skyldes lutter tilfældigheder, dovenskab eller et halvbevidst fravalg ud fra princippet om, at man ikke kan nå alt her i livet. Ikke desto mindre har jeg set nogle fremragende stykker undervejs og har nydt det hver eneste gang.

I går aftes gjorde nogle ægteskabelige omstændigheder, at jeg var inde og se århus Teaters opsætning af Stephen Sondheims musical Sweeney Todd, The Demon Barber of Fleet Street over Christopher Bonds teaterstykke fra 1973 (med musik og tekster af Sondheim selv og manus af Hugh Wheeler). Som dirigent Mikkel Rønnow fortalte indledningsvist, så skyldes den danske opsætning især, at stykket for nogle år siden blev filmatiseret med Johnny Depp i hovedrollen som barberen fra Fleet Street. Tidligere har der ikke været den store interesse for stykket – eller for Sondheim i det hele taget. Det sidste hænger nok sammen med, som Rønnow også var inde på, at Sondheim til forskel fra sin engelske pendant Andrew Lloyd Webber ikke har excelleret i musicals med indlagte popsange (bortset fra ‘Send in the Clowns’), men har satset på at skrive kompleks musicalmusik, hvor musik og sangtekster gensidigt understøttede og fremhævede hinanden. Svagheden ved denne tilgang er nok, at publikum ikke kan huske ret meget af musikken, når de forlader salen. Til gengæld er det en stor og bevægende oplevelse, medens det står på. Musikken følger den enkelte karakter og den enkelte situation og fremhæver deres karakteristika og stemning på sublim vis.

Med Tim Burtons grumt-smukke filmatisering i baghovedet var jeg lidt spændt på at se, hvordan teateret ville omsætte den kulørte historie til scenen. Hvor filmkunsten i dag ikke længere behøver at overlade ret meget til tilskuerens fantasi – det skal computerteknologien nok sørge for – så skal teateret stadigvæk, og heldigvis for det, skabe illusioner, der kan få publikums fantasi til at arbejde med.

Og det lykkedes til fulde i stykket. Fx flytter skuespillere og sangere rundt på scenografiens byggeri, medens de fremfører deres sangstykker. Man registerer det, men det falder helt naturligt ind i forestillingens forløb. Med i og for sig ganske enkle midler lykkes det for den århusianske opsætning at skabe troværdige illusioner om byliv, barbersalon, tærtebutik, sommerfantasi, galehus osv. osv. Et overdimensioneret tågehorn og lidt animeret grafik med sorte måger er nok til at hensætte tilskueren i et stemning af sejlads på de store have og havnemiljø.

Rollerne er også godt besat. Flemming Enevold synger kraftfuldt og godt og er fint castet i rollen som den martrede barber, der vender hjem efter 15 års forvisning til slavearbejde i Australien for at tage en grusom hævn. Lotte Andersen er lige så velvalgt som det muntre, lattervækkende, snu kvindelige modstykke til Sweeny Todd. Sammen udgør de stykkets dramatiske kerne eller krumtap. Men de ville være ladt i stikken, hvis ikke de var omgærdet af et hold af rigtig gode, skolede sangere. Koret gjorde indtryk, når de med kraft og saft sang igennem som kommentatorer til slagets gang på scenen. Den unge Frederikke Kampman lyste med sin smukke tenor i rollen som den indespærrede datter Joanna. Jesper Brun-Jensen gjorde med sin kælderdybe stemme den onde dommer Turpin endnu mere mørk end godt er. Xenia Lach-Nielsen fik desperationen, galskaben og lidenskaben til at skrige ud af Tigger-kvinden, der viser sig at være Todds forsvundne elskede. Og så videre.

De eneste anker, jeg har mod forestillingen er, at det undertiden var lidt svært at høre, hvad nogle af aktørerne sang. Og så, at sæderne i teateret godt kunne være polstret lidt bedre…

Men – en vellykket teaterforestilling fra århus Teater, som fortjener at gå for fulde huse. Til lykke.