“Nu eller aldrig” er den lidt bovlamme oversættelse af “The Bucket List”, som Fruen og jeg indtog i går aftes til aftenteen, medens gravhunden lå på ryggen på sofaen og fik sig en skraber. En såkaldt feel-good-film af den slags, som Hollywood har været leveringsdygtig i altid – som en slags modgift til The American Way Of Life, hvor det sand for dyden ikke altid drejer sig om tilværelsens rigtige værdier.

Filmen er drejet af den ferme Rob Reiner, der er ekspert i den type underholdningsfilm (han lavede Da Harry Mødte Sally fx).

For at få produktet til at virke skal man bruge en handling, der gerne skal bestå af en god portion forudsigeligheder (fx en happy end), gerne nogle klichéer (i denne: At man tager sit liv op til revision, når man får at vide, at man snart skal dø), og så en håndfuld skuespillere, der formår at tilføre selv de mest lamme replikker og de mest konstruerede situationer et element af troværdighed eller i det mindste: spiselighed.

Plottet i The Bucket List er, at en sort fhv. mekaniker og familiefar, Carter (Morgan Freeman) møder en hvid mangemillionær og hospitalsejer, Edward (Jack NIcolson) på en kræftafdeling, hvor de begge er indlagt uden udsigt til helbredelse. Altså – for at skære det ud i pap – modsætningerne mødes og sød musik opstår, som Schade ville have sagt. Og det er ikke engang løgn. Der opstår i løbet af tre måneder en slags kærlighedsforhold mellem de to umage partnere i dødens favn. De snakker sig ind på hinanden, medens de spiller kort på sengekanten eller ved bordet.

Og på et tidspunkt sætter Carter sig til at skrive The Bucket List, en liste over de ting, man skal nå at udrette, inden det er for sent. Inden man stiller træskoene (Kick the Bucket, som det hedder derovre). Ideen har Carter fra et gammelt filosofikursus, han fulgte som ung, inden virkeligheden rev ham ud af de akademiske karrieredrømme.

Edward har pengene til at realisere drømmene på listen og overtaler Carter til at kaste sig ud i projektet. De kaster sig ud i faldskærm, rejser til Ægyptens pyramider, den kinesiske mur osv. osv., for til sidst at erkende, at det, det handler om, er at være noget for konen og familien derhjemme – og (i Edwards tilfælde) den datter, han for mange år siden slog hånden af. At finde glæde, kærligheden – de basale ting i livet.

Hvis man for et par timer kan glemme alt om den finansielle krises hærgen, Wall Street-spekulanternes uhæmmede og asociale grådighed, den massive arbejdsløshed, den enorme statsgæld osv. i USA, så kan man sagtens sluge filmens klichétunge, dybt sentimentale præmis, også selv om man måske i sit stille sind undrer sig over, hvorfor Hollywood ikke i mere udpræget grad i stedet forsøger at sælge de værdier, der faktisk styrer det amerikanske samfund, fx grådigheden.

Historien glider ned som en fed flødekage, fordi de involverede skuespillere kan deres métier til fingerspidserne. Især Jack Nicolson formår at gøre Edward troværdig som andet end en fæl, egoistisk kapitalist. Har den mand nogensinde spillet en dårlig rolle?

The Bucket List er Hollywoodsk metervare af den slags, man kan finde til nogle få kroner på tilbudshylderne. En film, der går tolv af på dusinet, som man sagde i gamle dage. Men den er fermt drejet og, som sagt, velspillet. Underholdende i den der eskapistiske forstand, vi alle kan have behov for i ny og næ. Bare det ikke bliver for meget. Jeg er dog ikke sikker på, at filmen skulle stå på min Bucket List, hvis jeg kendte min egen udløbsdato.