I denne måned for fyrre år siden drog The Doors’ forsanger og frontfigur Jim Morrison med flyveren til Paris, hvor han siden – den 3. juli samme år – ville ende sine dage omgærdet af mytologisk mystik i et badekar. Morrison stod af ræset for en tid, tabte sig og lod det lange skæg rydde bort – og gik ture i området omkring den lejlighed på Rue Beautreillis på højre Seinebred som han havde lejet. Men kunne åbenbart ikke flygte fra sine dæmoner…
Tilbage i USA var de resterende medlemmer af The Doors – Ray Manzarek, John Densmore og Robbie Krieger, og de kunne glæde sig over, at albummet “L. A. Woman”, som var blevet indspillet på et beskedent budget, klarede sig ganske godt. Og de fortsatte med at komponere og indspille musik i forvisning om, at Jim nok ville vende tilbage og være med til at udsende endnu et album.
Men sådan skulle det så ikke være. Jim døde, og for en tid måtte The Doors fortsætte uden deres flamboyante gallionsfigur. I tidsrummet efter Jims død og gruppens formelle opløsning i 1973 udsendtes to album. I oktober 1971 udkom “Other Voices”, som var blevet indspillet i tiden omkring Morrisons bortgang – juni-august.
Det var ikke nogen dårlig plade, noterede John Densmore i sine erindringer “Riders of the Storm”. Nej, men pladen havde alle odds mod sig. The Doors var i den grad forbundet til Jim Morrisons stemme, karismatiske personlighed og hans inkarnation af tressernes grænseoverskridende mentalitet. I en sådan grad, at mange anmeldere havde mere end svært ved at forholde sig til musikken på pladen. Mange kunne nærmest kun høre fraværet af Jim Morrisons stemme. Som kritikeren Robert Christgau bemærkede: Anyone can sing rock, but that doesn’t mean just anyone. Underforstået: De resterende tre Doors-medlemmer kunne ikke matche Morrisons vokale udfoldelser. De var “Andre stemmer”….
Men, når det er konstateret, så må man retfærdigvis – og med fyrre års afstand – sige, at så dårligt synger de altså heller ikke. Og musikken har helt det niveau, man kendte fra Doors foregående plader. Den organiske maskine, der kørte under Morrison, fortsætter ufortrødent. Og det er slående, at det backingband, man var tilbøjelig til at tage som en selvfølge på de gamle plader, her træder frem som mere end statister i Morrisons egoshow. De tre musikere træder i karakter som de udmærkede instrumentalister, de var og er.
Som efterfølgeren “Full Circle”, der kom året efter, gled “Other Voices” hurtigt i glemmebogen. Jeg kan huske, at den hurtigt dukkede op i provinsens udsalgskasser. Og efter sigende er de to album aldrig blevet udsendt på CD i staterne. Men et lille entusiastisk, hollandsk selskab – Timeless – har udsendte dem på en CD i 2006 (!). Noget af musikken er dog dukket op på bl.a. det første bokssæt med gruppen fra 1997 og på opsamlingspladen The Best of The Doors fra 2000. Fyrreåret kunne være en passende anledning til at genudsende de to skiver og give dem den chance, de faktisk fortjener at få…