Da jeg som ganske ung og sprød knægt for første gang så Richard Brooks dampende filmatisering af Tennessee Williams’ sydstatsfamiliedrama “Cat on a Hot Tin Roof” (1958) tænkte jeg i mit stille sind: Den drukkenbolt til Brick (spillet fremragende af Paul Newman) er et nul, hvis han sådan lader sin dejlige kone Maggie “The Cat”(spillet af en ung, smuk og smækker Elizabeth Taylor) gå rundt om ægtesengen og vansmægte som en parringslysten hunkat. Der skulle hun ikke have fået lov til at gå ret længe rundt, hvis…

I dag meddeles det, at Elizabeth Taylor er død, 79 år gammel. Og dermed et er endnu et af Hollywoods helt store kvindelige stjerner og ikoner udslukt. Hun var en klassisk Hollywoodstjerne i den forstand, at hun forenede den attråværdige kvindelige skønhed med et indiskutabelt talent for filmskuespilleri. Og hun var med fra barnsben af, hvor hun kun 11 år gammel medvirkede i There’s One Born Every Minute (1942) og Lassie Come Home (1943) og sluttede som aktiv filmskuespiller med The Flintstones i 1994. Dertil skal lægges et omtumlet liv i de kulørte blade og andre medier.

Man kan godt diskutere, hvor godt eller snarere skidt hun forvaltede sin karriere – eller hvor godt eller skidt  den blev forvaltet af andre – men når nu dødsboet skal gøres op, vil en række film stå tilbage som uomgængelige for enhver filmelsker. Cat On A Hot Tin Roof bør være i enhver anstændig filmsamling. Det samme må ægteskabsdramaet Who’s Afraid of Virginia Woolf? fra 1966. Resten kan vi skændes om. Hvil i fred.