Vi burde afskaffe krig. Mig bekendt er der aldrig kommet noget godt ud af krig. Ikke desto mindre har jeg altid været fascineret af fænomenet. Lige siden jeg i skolens historietimer hørte om krigene i Troja, de puniske krige, 30-årskrigen, Napoleons felttog mod Rusland, Første og Anden Verdenskrig, Besættelsen, Vietnamkrigen osv. Måske stimulerede det også min interesse, at jeg havde en far, der var marinesoldat under besættelsen, heroiserede de allieredes sejr over Nazi-tyskland og Japan og slugte alle de amerikanske film, romaner og tegneserier, der kom i kølvandet på krigens afslutning…
Krigen har fascineret mig siden jeg var en bette knægt i korte bukser, selv om jeg dybest set er pacifist og som ung nægtede at aftjene min værnepligt. Jeg trak ganske vist “frinummer”, men det ændrer ikke ved min holdning – og den har i øvrigt ikke ændret sig siden.

Fascinationen har at gøre med den ekstreme situation, mennesket befinder sig i, når det er i krig. Som soldat eller som civilperson. I en vis forstand er krigen en tilstand hinsides civilisationen – selv om den også er en konsekvens og dermed en del af samme civilisation. I krigen skrælles kulturens byrde af. Konfronteret med den brutale døds nærhed, volden, grusomheden osv. bliver mennesket konfronteret med sin egen dyriske side, sine overlevelsesdrifter – og etik og moral bliver sat på en hård prøve.

Jeg har ladet mig fortælle, at der i disse år er fornyet interesse for historiske værker, litteratur og anden fiktion om krigen, især Anden Verdenskrig. Måske afspejler det vores samtids engagement i eksotiske krige i Irak og Afghanistan. Krige, der – alt andet lige – ikke har den samme legitimitet som Anden Verdenskrig, der jo drejede sig om vores egen hemisfære. Men måske afspejler den nye trend også en generel optagethed af den grænsetilstand, som krigen symboliserer. Krigens som en ekstrem, forvrænget afspejling af noget fundamentalt ved livet?

Der er også sket noget interessant ved de fiktive beskrivelser af krigen i efterkrigsperioden. Forenklet sagt, så skete der et radikalt brud med den heroiserende og krigsforherligende fiktion omkring Vietnamkrigen. Mange af de romaner og film, der kom i årene fra 1945 til 1970 var båret af legitimerende ideologi i forhold til de allieredes bedrifter – selv om der selvfølgelig fandtes anti-krigsfiktion.
Vietnamkrigen og verdensopinionens kritik af denne krig ændrede billedet. Vi fik film og bøger, der handlede om krigens meningsløshed og dens fatale konsekvenser for de mennesker, der var involveret. Og vi befinder os – stadigvæk forenklet sagt – stadigvæk i slipstrømmen af disse krigsskeptiske fiktioner.

Måske kan man sige, at Steven Spielbergs “Saving Private Ryan” er eksemplarisk for vor tids beskæftigelse med Krigen. En film, der udmærker sig ved en hidtil uset grad af realisme i skildringen af krigshandlingerne – samtidig med, at den holder fast i en flig af forne tiders heroisme. Hovedpersonen – Private Ryan i Tom Hanks gestaltning – fremstår som en helt, når filmen er omme, men undervejs er han bare en mand, der gør det, han er sat til at gøre.

Der går en lige linje fra Spielbergs film over den succesfulde miniserie “Band of Brothers”, som også foregår i Europa under Anden Verdenskrig, og til miniserien “The Pacific”, som man pt. kan se på DR1 og DR HD hver søndag aften. I sidstnævnte serie, hvor man følger tre kammerater i Stillehavskrigen, oplever man krigens gru og rædsel indefra og ser, hvordan dens realitet forvandler de unge mennesker – samtidig med, at verden udenfor betragter de unge som dagens helte.

Serien rummer samme imponerende realisme i fremstillingen af krigshandlingernes voldsomhed og absolutte meningsløshed, men – set fra denne skribents synspunkt i det mindste – det mest interessante er skildringen af, hvad begivenhederne gør ved seriens hovedpersoner. Krigsoplevelserne forandrer og forvandler dem for bestandig. Man kan mærke, at serien bygger på flere erindringer om Stillehavskrigen.

The Pacific er langt fra nogen anti-krigsfilmserie. Den sætter ikke for alvor spørgsmålstegn ved denne traumatiske krigs rationalitet. Omvendt er den heller ikke på nogen måde en forherligelse eller heroisering af amerikanernes blodige felttog mod japanerne. Dens styrke ligger i beskrivelsen af, hvad krigen gør ved det enkelte menneske. Og som sådan kan den fortolkes som et stykke pacifisme.

Serien er god og velturneret underholdning af den slags, der ikke behøver at foregå med hovedet under armen. Der er nok af tankegods i den. Hermed anbefalet.