The Troggs – engelsk garagerock fra tresserne

Author:

I 1965 indspillede newyorkerbandet The Wild Ones som de første Chip Taylors garagerockklassiker “Wild Thing” i en saftig R&B-udgave, men hverken denne sang eller gruppens album “The Arthur Sound” gjorde noget stort væsen ud af sig. Først da The Troggs året efter top “Wild Thing” op igen i en beskidt præ-punk-garageudgave skete der noget både for sangen og for The Troggs.

Troggs blev dannet tilbage i 1964 og hed oprindeligt The Troglodytes – hulemændene. Et meget rammende navn, når man betænker den primitive garagerockstil, de dyrkede. Som mange andre britiske bands hentede de deres inspiration i amr. blues og R&B, men også, som allerede nævnt,  i den såkaldte garagerock. Meget passende kom de under manager Larry Pages vinger. Han havde også protogaragerockerneThe Kinks i sin stald.

The Troggs første single “Lost Girl” kom i 1966, men blev ikke et hit. Måske smagte den for meget af The Shadows. Den næste single indholdt “Wild Thing”, som nåede en andenplads i England og toppede Billboards singleliste i USA. Sangen blev optaget i et take og lyder også sådan. Frisk fra fad. Og den havde ingredienserne til at blive et hit hos de unge. Et letantændeligt omkvæd,  enkle guitarriffs og så en svedig, tvetydig, en efter datidens moralkodex lidt frivol tekst, som enhver kønsmoden teenager forstod at afkode.

Med denne succes hjemme havde Troggs opskriften på, hvordan man kunne indtage teenageværelserne og dermed hitlisterne, og “Wild Thing” blev hurtigt fulgt op af andre hits. Allerede i juli-august 1966 indtog Troggs den engelske singlelistes førsteplads med “With af Girl Like You“, som var skrevet af gruppens forgrundsfigur og -sanger Reg Presley. “With A Girl Like You” blev fulgt op af Presleys “I Can’t Control Myself” i september ’66. Igen var der tale om en meget simpel sag, som trak lange veksler på de to foregående singlehits. Temaet er næsten det samme. En fyr kurtiserer sin hjerterdame, men de seksuelle undertoner skinner tydeligere igennem, og Presley genbruger skamløst, men ganske effektivt, den foregående singles nonsens-omkvæd: ba-ba-ba-ba. Ja, lader det oven i købet indlede sangen.

Man kan sige, at Troggs fik fuldt udbytte af deres udbytning af en enkel idé. “I Can’t Control Myself” nåede en andenplads på den britiske singleliste. Men herefter gik det ned ad bakke, selv om gruppen fik nogle mindre, pæne hits med “Night of the long Grass” (1967), “Any Way That You Want Me” (1966), “Give It To Me” (1967) og “Love is all around” (1966), som viste, at Presley faktisk var en ganske habil sangskriver, men også, at Troggs styrke var den punkede garagerock. Sidstnævnte sang blev i 1994 et stort hit for Wet Wet Wet, som blev hjulpet godt på vej af filmen Fire Bryllupper Og En Begravelse, hvor nummeret blev brugt som en slags kendingsmelodi.

Den svigtende succes i tiden efter Love Is All Around resulterede i bandets opløsning i marts 1969. Troggs blev dog gendannet allerede året efter med Reg Presley i spidsen, men det var tydeligt, at deres storhedstid var ovre, selv om de fik udgivet et par ganske lytteværdige albums, Contrasts (1970) og Troggs (1975). Især sidstnævnte album er værd at få fingre i. Her fortolker Troggs bl.a. Rolling Stones’ “Satisfaction” (en ganske vellykket garageudgave) og Beach Boys’ “Good Vibration” (i en modig, alternativ udlægning). Albummet er genudgivet på CD.

The Troggs eksisterer stadigvæk, men mest som en nostalgisk påmindelse om det garagerockband, de var og som satte sig tydelige spor i bl.a. halvfjerdsernes punkmusik.

2 thoughts on “The Troggs – engelsk garagerock fra tresserne”

    1. @hulemand: Frøkenen har guitar og keyboard, men holder lige pt. pause med spilleriet, fordi hun bruger
      tid på ungdomsuddannelse og arbejde. Men det kommer igen. Til gengæld lytter hun til sine favoritter, som
      jeg ikke mÃ¥ afsløre, hvem er…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *