Same as it ever was, same as it ever was, synger The Talking Heads. Og linjen dukkede op i mit hoved, medens jeg lyttede til The Strokes nye album “Angels”, som gruppen streamer i sin fulde længde på deres hjemmeside. Og i de kommentarer, der allerede er kommet i forlængelse af offentliggørelsen af nogle af sangene, kan man høre, at nyhedsjournalistikken brændende begær efter nyt slet ikke har kunnet lade sig dulme. The Strokes lyder, som de har lydt siden debuten i 2001 Is This It. Der er intet nyt under solen. The Strokes er ikke nyskabere. De er først og fremmest stilister.

Jeg forestiller mig, at de engang for nogle år siden fandt melodien i øveren eller en garage et eller andet sted i New York eller omegn – og siden har holdt fast i konceptet. Gode melodier. Rock som vor mor lavede den. Strammet op til et minimalistisk koncentrat, der beherskes til fulde af musikerne og – hos denne lytter i det mindste – afvæbner ethvert blasert forbehold over for den elementære rock og rul.

“Angels” vil ikke forandre verden eller musikken, men det er musik, der har snabelen nede i storbyens pulserende aorta og dybest set er lige så gammel som den musikform, vi kalder rock’n roll. Det er en adrenalinindsprøjtning til IPoden. Det er musik, der få dig til at glemme hverdagens små problemer – og glemme indkøbene på vej hjem fra job. Jeg har allerede reserveret en plads til cd’en på min hylde…