Situationen på de japanske atomkraftværker sendte mig på en nostalgisk rejse tilbage til dengang i halvfjerdserne, hvor debatten om den fredelige anvendelse af atomenergien var på dagsordenen og hvor “Atomkraft-Nej-Tak”-symbolet blomstrede på kernelædertaskerne, T-shirts, vægge og alle mulig andre steder.

Jomfru Ane Band sang deres ballade om A-Kraft og rockede om Plutonium (millirem, millirem..) og viste, at hitlistepop og holdninger sagtens kunne gå hånd i hånd. A-kraftmodstanderne havde i det hele taget god vind i sejlene dengang. Barsebäck skulle væk. Men Barsebäck blev – også selv om det senere blev besluttet at nedlægge værket.

Måske var uafgjortheden om Barsebäck en symbolsk foregribelse af den historie, der siden skulle skrives om den såkaldt fredelige udnyttelse af atomkraft. Tre år efter, at Jomfru Ane Band havde udsendt deres første LP med anti-atomkraft-sangene (1976) smeltede det meste af reaktorkernen i Three Mile Island-værket i Harrisburg, Pennsylvania, USA. Den værste katastrofe i det 20. århundrede på en vestlig letvandrseaktor. Og en påmindelse om, at eksperternes statistiske risikovurdering og sandsynlighedskalkyler ikke var og er nogen garanti for, at uheldet ikke vil indtræffe.

Vi levede i Risikosamfundet, selv om Ulrik Beck først udmøntede denne term et tiår senere – i 1986 – og i øvrigt ikke uden en vis inspiration fra Tjernobylkatastrofen, som indtraf netop det år på den anden side af jernmuren. Jeg husker som var det i går, hvordan jeg på min gamle sorte jernhest cyklede ad de århusianske stier med min lille søn på cykelsadlen morgenen efter, at katastrofen havde fundet sted. Uvidende om den radioaktive sky, der denne tidlige morgen bevægede sig ind over Skandinavien og forårsagede øget stråling og radioaktiv forurening – især i Sverige og Finland. Endnu en påmindelse om risikosamfundets realitet og om den dybere betydning af ordene globalisering og internationalisering.

Med historiens grumme ironi er det nu japanerne, der rammes af atomkraftulykker af et omfang, vi vist ikke helt kender endnu. Det er ironisk, fordi japanerne var de første, der på deres egne kroppe lærte atomkraftens ødelæggende kraft at kende, da amerikanerne bombede Hiroshima og Nagasaki.

At japanerne siden hen byggede mange atomkraftværker i et land, der angiveligt oplever omkring hundrede mindre eller større jordrystelser om dagen, kan godt undre en dybt. Men man kan også anskue det som et billede på menneskets risikovillighed eller som udtryk for den evindelige kompromisdannelse mellem kortsigtet egennyttighed og den uegennyttige, ideale fordring om at tænke på kommende slægters livsvilkår…

Vi nærmer os 65-årsdagen for bombningen af de japanske byer, og de mange forfærdelige billeder fra katastroferne danser forbi på erindringens indre skærm – men vi er ikke kommet ret meget længere med hensyn til atomkraftens endegyldige afskaffelse…