Jeg har et ambivalent forhold til politikere. Ja, mere end det. Et anstrengt forhold. Forenklet sagt handler det om, at politikerne sælger deres ‘sjæl’ (deres personlige overbevisninger og holdninger) til det parti, de tilfældigvis er medlem af, og – hvis de bliver medlem af Folketinget og måske endda af regeringen – til den partidisciplin og magtloyalitet, der hersker der.

Sagen om Birthe Rønn Hornbechs opstigen og fald er et illustrativt eksempel på, hvordan det går en politiker, der længe stod ved sin grundlovssikrede ret og pligt til kun at adlyde sine egne indre overbevisninger, men solgte sin ‘sjæl’ for at smage magtens sødme. I en helt anden størrelsesorden har vi for nylig set Liberal Alliances Ole Birk Olesen løbe fra nogle ærligt mente udsagn om kvindekønnet for at falde i et med det tapet, som Liberal Alliance er ved at fabrikere i håb om at få adgang til folketingssalen ved næste valg.

Selv om jeg bestemt står meget langt fra de to omtalte politikere holdningsmæssigt, så har jeg haft en vis sympati for dem, netop fordi de begge et stykke hen ad vejen har holdt fast i vigtigheden af at sige sin uforgribelige mening om dette og hint.

Den samme ambivalensiblandede sympati har jeg for den siddende regerings enfant terrible Søren Pind. Også han har flere gange lagt sig ud med moderpartiet og regeringen, fordi han har slynget nogle meninger og holdninger ud, som ikke var ‘politisk korrekte’. Det har givet nogle verbale øretæver, men har indtil videre ikke stoppet Pind.

Nu er han så gået i den fælde, der hedder at være minister. En fælde, der ofte er blevet brugt over for uregerlige partimedlemmer, som skulle holdes i kort snor. Tænk bare på Birthe Rønn Hornbech. Og Pind har allerede på udnævnelsesdagen lagt ud med nogle bastante, ideologiske synspunkter, som har skilt vandene – både hos vennerne og hos de politiske modstandere.

I en kronik i Berlingske uddyber han sine tanker i forbindelse med den debat, hans udmeldinger har vakt. Og man kan mærke af den konformitet, som præger de fleste ministre, endnu ikke har indfundet sig hos den uregerlige Pind.

I kronikken slår han et slag for skriftens og ordets kraft. Og forsøger at gøre op med det, han kalder ‘gøreriet’. Altså den ulidelige tendens i samtidens politik til at gøre ethvert problem til genstand for fx lovgivning. Forbud. Påbud. Osv. Skytset rettes selvfølgelig mod SF og S, der har konfronteret ham med spørgsmålet ‘hvad vil du så gøre?’, da han meldte ud, at alle indvandrere skulle blive danske, hvis de ønskede at blive i landet.

Jeg har en stor sympati for Pinds tro på, at ‘pennen er stærkere end sværdet’, og at ‘intet er så stærkt som en tanke, en ide, et princip, der i sig selv er indlysende’. Ingen tvivl om, at meget ville se meget anderledes ud, hvis politikerne generelt besindede sig på vigtigheden af at være tro mod sine egne fundamentale overbevisninger og på den symbolske performans’ kraft. Det ville være en demokratisk vitaminindsprøjtning af dimensioner…

Noget andet er så, hvad Pind bruger sin sympatiske grundholdning til. En forstemmende islamofobisk assimilationspolitik. For det første fabler Pind om et dansk ‘fællesskab‘, ‘kendetegnet af åndsfrihed, ytringsfrihed, ligeret for kønnene, seksuel ligestilling med meget mere’. Et fællesskab, der har ‘kendetegnet os meget, meget længe’. Jeg ved ikke, hvilken virkelighed, Pind lever i, men hvor homogen, fasttømret er det nu lige det der ‘fællesskab’ er? For det første er det en temmelig banal konstatering, at de omtalte kendetegn ikke er specifikt danske. Der er snarere tale om universelle idealer med rod i bl.a. den franske revolution? Idealer, som i øvrigt lige pt. luftes i den arabiske verden…

Og i øvrigt: Hvordan går det lige med “åndsfriheden” fx i et samfund, hvor man er tilbøjelig til at give køb på ytringsfriheden for ussel mammons skyld (som det skete i tegningesagen), eller hvor der er jagtsæson året rundt på alle af kulturradikal eller venstreorienteret observans? Eller ytringsfriheden, som nok forfægtes i de blanke medier, men har yderst trange kår på fx offentlige og private arbejdspladser? Og ligeretten for kønnene? Jovist er der sket meget på den front, men ligeløn har kvinder åbenbart stadigvæk ikke ret til i et samfund, hvor næsten alt gøres op i netop penge. Og hvor meget ‘seksuel ligestilling’ er der nu lige i et samfund, hvor hadske overfald på homoseksuelle og andre med en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle er hverdag?

Hvor meget er det nu egentlig, der binder “os”, “Danmark”, sammen – ud over et fælles sprog og en diskutabel fælles historie? Spørgsmålet er, om der er andet, der definerer dette “os”, “Danmark”, end det Andet, der udelukkes? Altså en negativ definition. Vi er danske, fordi vi ikke er – muslimer. Der er “os” og så er der “dem”. De andre. Muslimerne. Derfor er Danmark ikke et “multikulturelt” samfund, men et samfund over for et “parallelsamfund”. Os og dem.

Og så citerer Pind fra en Capacent-undersøgelse, der skulle vise, at:
“Der er i Danmark 28.000 muslimer, der mener, at Sharia bør integreres i dansk lov.
86.000 muslimer i Danmark mener, det skal være forbudt at kritisere religion.
100.000 muslimer i Danmark mener, at ytringsfriheden i visse tilfælde bør begrænses.
125.000 muslimer i Danmark mener, at det burde være forbudt at offentliggøre Muhammed-tegningerne.
84.000 muslimer mener, det er uacceptabelt at være homoseksuel.”

‘Det er sådanne holdninger, der trives i parallelsamfund, uden for mainstream, i ghettoer og i områder, hvor multikulturen hersker’, tænker Pind. Det er sådan, de tænker uden for Samfundet. Uden for Danmark. Dem. Muslimerne. De andre. Men – hvor udansk er disse holdninger nu lige? Jeg er ret sikker på, at en tilsvarende undersøgelse blandt såkaldt ‘etniske danskere’ vil kunne afsløre, at mange troende sætter deres tro over verdslig lov, mener, at der må være grænser for kritik af deres tro, at ytringsfriheden kan gradbøjes (Muhammedtegningerne!) og at homoseksualitet er unormalt eller det, der er værre.

Pind slår sig også selv for munden. Han sværger til ordets kraft, men roser regeringen for dens ‘gøreri’ i form af de ’tiltag, regeringen har gjort siden 2001, sammen med Dansk Folkeparti’. Fx den kontroversielle 24-års-regel. Ja, han slutter sin kronik af med at indrømme, at han ikke vil gå af vejen for mere lovgivning på området. Mere ‘gøreri’.

‘Dansk kultur findes’, slår Pind fast og peger igen på de ganske (u)danske idealer: ytringsfrihed, ligestilling, demokrati, personlig frihed, accept af forskellighed, religionsfrihed… Jeg er ret sikker på, at mange indvandrere – uanset deres baggrund – vil tage imod disse idealer med kyshånd. Ikke, fordi de er “danske” idealer, men fordi de er nogle universelle idealer og krav, som går på tværs af enhver kultur. Udviklingen i Mellemøsten er bare en aktuel påmindelse.

Hvis Pind virkelig mente, hvad han skriver om brugen af tanken og åndsfriheden, så burde han droppe sin Dansk Folkeparti-influerede islamforskrækkelse og holde fast i de borgerlige frihedsidealer i skrift, tale og handling. Det andet er som at skrive i vand eller luft med en pind…