Den førende pen i oprulningen af Penkowa-sagen, Povl Pilegaard Johnsen, tager i dagens udgave af Weekendavisen fat på endnu en underbelyst side af den spegede sag. Nemlig universitetets og ikke mindst forskningsmiljøets socialpsykologi.
I mediernes ulideligt lette håndtering af sagen er der skabt helte og skurke. Skurkene kender vi – Milena, Ralph og Helge (og deres sammensvorne). Og heltene har især været de mange akademikere, der har krævet en uvildig undersøgelse af sagen.
Den historiske hukommelse er kort som en barneskjorte. I hvert fald i medierne. Og Pilegaard går lidt tilbage i tiden for at grave gamle udsagn fra nutidens kritikere frem i lyset. Og dengang så de – bl.a. Elisabeth Bock, som har været aktiv i kravet om en uvildig undersøgelse – noget anderledes og mildere på universitetsledelsen, navnlig rektor Hemmingsens, håndtering af sagen. Vendekåberiet er åbenbart.
Andre forskere – bl.a. formanden for FSS, Niels Borregaard (ham, som efter sigende blev forbigået af Helge Sander…) – afstår i dag fra at kræve en undersøgelse af rektors gøren og laden, fordi de mener medierne har indledt en heksejagt på manden.
Pilegaards artikel er interessant, fordi den sætter fokus på et notorisk betændt miljø, hvor forskningsinteresse går hånd i hånd med andre alt andet end prisværdige og ædle motiver som personlig avancement, hævn og deslige. Og man får let det indtryk, at offentlighedens voldsomme interesse kommer lidt på tværs af de mere eller mindre eksplicit udtalte interesser, der konkurrerer på Bjerget.
At det forholder sig sådan på universitetsniveau bør komme bag på nogen med blot et minimalt kendskab til universitetsverdenen eller den menneskelige sociale adfærd i almindelighed. Men det er et vigtigt aspekt at få med i vurderingen af sagen.
Det ændrer dog ikke ved, at de sidste mange ugers beskrivelse af rektors og universitetsledelsens handlen i den grad råber på en kritisk granskning og et opgør med den magtfuldkommenhed, der er blevet etableret på universitet i nyere tid. Som professor emeritus Peter Kemp har været inde, så er det nødvendigt, at universitetet finder en demokratisk styreform, der kan modvirke, at sager som denne udarter sig…
@Gowings: SÃ¥ vidt jeg kan vurdere, sÃ¥ lukrerer Politiken, BT, TV2 osv. pÃ¥ den fornemme research, Pilegaard har foretaget. I den forbindelse skal vi sÃ¥ lige huske pÃ¥, at heller ikke Pilegaard har patent pÃ¥ sandhederne om Penkowa. Vi andre kan – og bør – ogsÃ¥ tænke med og give vores kritik og analyse til kende. God weekend til dig ogsÃ¥…
Weekendavisens og Informations artikler har generelt været meget indsigtsfulde og grundige, og jeg er helt enig i din karakteristik iøvrigt. Politikens dækning har derimod, efter min mening, oftest været stærkt tendentiøs og doven i sin research. Det var interessant at være med her.
God weekend!
@AagePK: Ja, errare humanum est. Perfekte systemer findes ikke. Og heldigvis for det, for vi er mennesker, ikke hverken hel- eller halvguder. Og jeg er – selvfølgelig – helt enig med dig i, at den plan-liberalistiske universitets- og forskningstænkning er en misforstÃ¥else. Selv i det ultra-liberalistiske USA ved man godt, at ikke al forskning kan være indrettet pÃ¥ profitmotivet.
@Gowings: Nu kan det jo let fremstÃ¥, som om den universitære forskningsverden var genenmsyret af nepotisme, brødnid, hævngerrighed osv. osv. SÃ¥dan skal det selvfølgelig heller ikke forstÃ¥s, nÃ¥r man læser Pilegaards artikel. Han peger vel bare pÃ¥, at det ikke – generelt betragtet – er lutter rene motiver, der er pÃ¥ spil, nÃ¥r Penkowa-sagens med- og modspillerede skal vurderes. Pilegaard prøver at nuancere debatten, som i andre medier er blevet en forenklet fortælling om skurke og helte. Og selv om Penkowa jo for længst har blameret sig selv, kan der jo godt være noget om snakken, nÃ¥r hun anklager andre for at være giftige…
Om sammenhængen mellem et stærkt konkurrencepræget forskningsmiljø og universitetstrukturen kan man – med Emmeche – sige, at den aktuelle sag pÃ¥ en eller anden mÃ¥de afspejler den nuværende forsknings- og universitetspolitik og den mÃ¥de, tingene er organiseret pÃ¥. Du har selvfølgelig ret i, at nepotisme osv. ikke simpelthen opstÃ¥r som effekt af de eksisterende ledelsesforhold. Men jeg er overbevist om, at nogle strukturer virker mere fremmende pÃ¥ den slags adfærd end andre…
Alle systemer, således også universiteternes, har svagheder: de er jo alle udtænkt af mennesker. Men nu har regeringen siden Fogh krævet reformer, der ifølge min røde (!) ordbog betyder: (større) forandring (især: forbedring) af bestående forhold. I virkeligheden har de arbejdet på revolutioner, idet de ud fra ideoligiske tænkning har fjernet kollegilitets-styringen til fordel for økonomisk-professionel styring med udstrakt magt til rektor. Vel at mærke ud fra en liberalistisk tilgang til ideologien, der alle andre steder har spillet fallit. Fordi liberalismen a la Thatcher, Hjort Frederiksen, Sander og Løkke er plan-liberalisme, og på universitetet plan-forskning: fra forskning til faktura. Hvilket ligesom socialisternes marxistiske planøkonomi baseret på merværdi er totalt non-sense. Der findes altså områder i samfundet, der er så vitale, at de ikke kan underkastes markedskræfterne, uden at samfundet udsættes for afpresning.
Penkowa dokumenterer det oven i købet selv:”Jeg er nødt til at kunne fortsætte med denne forskning, da en stor international koncern er parat til at investere i medicinproduktion pÃ¥ dette grundlag, men min kontrakt med dem forbyder, at jeg nævner dem ved navn!”
Med hensyn til tillid og respekt forskere og vidensskabsmænd og -kvinder imellem, vil jeg lige henvise til den debat, der fulgte, da prof. Hans Aage fra RUC den 18.April 1996 skrev en kronik i politiken: Er der en læge til stede?, hvori han kritiserede Aalborg Universitet for at have antaget en disputats, der tidligere var blevet afvist af Den Farmaceutiske Højskole. Som Jytte Willadsen skrev om bogen i information: Hensigten er klar: offentlige penge til alternativ behandling.
Det er korrekt, at det der ogsÃ¥ ligger en faglig vurdering til grund for accepten af et manuskript. Det ændrer bare ikke ved, at det manuskript der vurderes i peer review kan være fabrikeret fra den ene ende til den anden. Der er i publiceringsprocessen ingen kontrol med at forsøgene faktisk er udført. Penkowa har aldrig publiceret i Nature eller Science. Hvis man holder lidt lav profil, sÃ¥ kan man komme langt med fusk – heldigvis bliver man som regel opdaget før eller senere!
Den atmosfære af hævngerrighed og skarp konkurrence som du beskriver, er jo nøjagtig den samme beskrivelse som Penkowa har givet flere gange af sit eget forskningsmiljø. Men jeg kan ikke genkende den fra min hverdag (på KU, Naturvidenskab). Jeg skal ikke udelukke, at der kan være et mere von Triersk overlægemiljø på Sundhedsvidenskab, der har mere karakter af det du beskriver. Men fra hvad jeg kender til det, så er det ikke opstået i kølvandet på universitetsloven, endsige med Ralf ved roret.
Jeg mener netop at den nye universitetslov skulle have medført at rektor, var blevet suspenderet af bestyrelsen for at slukke ilden hurtigt, imens sagen blev undersøgt. Det er derfor Ralf tjener dobbelt så meget om statsministeren, netop fordi hans hoved ruller hvis universitetes omdømme bliver testet. Det er ydmygende at ministeren skal iværksætte undersøgelsen og ikke bestyrelsen. Så det er den seneste håndtering af sagen, der er sagen, om jeg så må sige, ikke selve forløbet op til.
Jeg vil på mange områder gerne rulle tiden tilbage til før den nye universitetslov. Man skal bare huske at korridoraftaler, nepotisme, manglende lydhørhed, manglende personalepleje, o.s.v., ja selv plat og svindel, var en del af hverdagen dengang som idag.
@Gowings: Mja. Det er jo ikke kun tillid, det handler om, selv om de videnskabelig mijøer ikke kun er hævngerrighed osv. Publicering af videnskabelige artikler beror ikke kun på gensidig tillid, men også på fagkritisk vurdering. I hvert fald i seriøse tidsskrifter. Men i øvrigt udelukker en fundamental tilid i det videnskabelige miljø ikke, at der også er andre motiver på spil, herunder slette motiver som jalousi, hævngerrighed osv. Akkurat som det kan være tilfældet i andre faglige miljøer. De er jo tale om en konkurrencesituation.
Penkowa har uden tvivl været en provokation for det etablerede miljø, hun kom ind i. Desto mere ærgerligt er det, at hun begår alle de dumheder.
Jeg er enig med dig i, at der er paralleller mellem Brixtofte, Bagger og Penkowa. Der er noget sociopatisk over deres selvretfærdiggørende handinger.
Jeg tror, at en anden og mere demokratisk ledelsesform vil kunne – om ikke undgÃ¥ den slags typer sÃ¥ hæmme og bremse dem. Akkurat som de bedst fungerende borgerlige demokratier er bedre til at hindre fx korruption end mindre demokratiske systemer…
@Thomas: Jeg tror, man skal passe pÃ¥ med at forstÃ¥ Pilgaards artikel som et forsvar for rektor Hemmingsen. Han anlægger, hvad Claus Emmeche kalder en internalistisk synsvinkel, dvs. anskuer Hemmingsens handlinger indefra den universitære strukturs egen logik. Og pÃ¥ den baggrund, sÃ¥ kan rektors handlinger – i hvert fald nogle af dem – mÃ¥ske forstÃ¥s. Men pointen er, at hvis man ogsÃ¥ ser den fra den eksternalistiske synsvinkel, dvs. ser rektors handlinger som ‘produkt’ af et bestemt system, sÃ¥ er hans ageren udtryk for den særlige magtfuldkommenhed, som den nuværende organisering af universitet og forskningen er udtryk for.
Er helt enig i ovenstående. Dengang det næsten var mere demokratisk end sund var og Tapèr skulle blande sig i forskning og forskere skulle blande sig i rengøring var alt søreme ikke godt.
Det eneste der ikke ændrer sig i et lille land som Danmark er at at The Old Boys network består under alle systemer og dem der har skal mere gives.
Det jeg læser Povl Pilegaard Johnsen også skriver er at Ralf Hemmingsen i Penkowa sagen ikke har gjort andet galt end at prøve at lade være med at lade de ældre forskere holde en yngre kvinde nede. Selvom Penkowas forskning havde været i orden var hun en havkat i hyttefadet.
Brixtofte, Stein Bagger og Penkowa jeg ser utroligt mange ligheder. De havde alle desperart brug for anerkendelse og var villige til at gøre hvad som helst for at få den.
BÃ¥de Penkowa og Brixtofte er stadig stolte af deres resultater uagtet at der ligger forbrydelser bag.
Hvis folk er villige til at bruge de midler denne slags svindlere er villige til at bruge ja så tror jeg ikke vi for alvor kan gardere os med kontrol systemer og jvf erfaringerne fra socialvæsenet så tror jeg heller ikke det er ønskeligt
Capac, der er flere ting i den sag. Et akademisk forskningsmiljø er først og fremmest baseret på tillid. En tillid til at det du siger og gør, rent faktisk er i overenstemmelse, med det du siger og gør. Når du publicerer en naturvidenskabelig/lægevidenskabelig artikel, så er der ingen, der forlanger at se dine protokoller. Det antages simpelthen, at du taler sandt, og at det du opgiver af resultater i figurer og tabeller har bund i faktisk udførte eksperimenter.
Nej, det er løgn, sådan en flok idioter tænker du. Men faktisk så fungerer det sådan. Og det er derfor, at en Penkowa og hendes lige kan svømme som fisk i vandet i sådan et system.
Penkowa er ikke interessant – hun er ynkelig – og hendes lige har fandtes til alle tider.
Reaktionerne i miljøet er, som de er fordi: NÃ¥r man nu automatisk stoler pÃ¥ hinanden, sÃ¥ gør det sÃ¥ satans ondt, nÃ¥r nogen udnytter det og udstiller en. For i verden udenfor, der ikke kender til det fælles tillidskodeks, der kommer man til at fremstÃ¥ som en idiot. Jamen sÃ¥ stram op siger du, men det er ikke en løsning. En fri vidensudveksling er baseret pÃ¥ tillid, og sÃ¥ mÃ¥ vi leve med denne verdens Penkowa’er.
Rektor Ralf har gjort en ynkelig figur i pressen de sidste måneder, men basalt set har han ret i at man stoler på rigtigheden af de oplysninger man får, for det er sådan hele universitetet er skruet sammen. Jeg kan godt forstå at man udenfor universitetsverdenen finder det naivt, men den store skade som denne sag potentielt kan forvolde, vil være et politisk krav om mere kontrol. I så fald går universitetsverdenen fra asken og ind i ilden.
Denne sag opstod under den gamle universitetslov Den har ikke direkte relationer til den nye universitetslov. Jeg er ikke fan af den nye universitetslov, men de “gode gamle dage” var ikke ufejlbarlige. Ret skal være ret.