For ikke så længe siden kommenterede jeg Doc Pomus’ “Save the last Dance for me” og helt tilfældigt (!) har jeg nu lyttet til Elvis Presleys’ “Elvis is Back” fra 1960. Pladen er udgivet mange gange og udkom for nylig i en (ny!) Legacy Edition bestående af to cd’er, der rummer dels den oprindelige plade og dels albummet “Something for Everybody”, som var det andet regulære, ikke-film-album, som Presley indspillede, da han vendte tilbage til staterne efter at have aftjent sin værnepligt i Tyskland.

Ud over de to album består udgivelsen af 12 sange fra de singler, der blev udgivet i forbindelse med de to LP’er. Og her finder man bl.a. – Doc Pomus’ og Mort Shumans “A Mess Of Blues”, der blev et mindre hit for Elvis i 1960 med en 32. plads på de amr. lister.

I receptionen af Elvis’ musik har der længe været – og er stadigvæk – en tendens til at fremhæve hans fremragende halvtredserindspilninger fra Sun-perioden som det niveau, han aldrig siden nåede. At det med andre ord var ned ad bakke i årene efter.

Men lytter man til fx A Mess Of Blues, så er det en fordom, der er svær at holde liv i. Ganske vist er Elvis blevet mere poleret, blød og poppet, nu hvor han har lagt soldateruniformen. Men han synger og fraserer, så det er en fryd for enhver, der gider lytte. Jeg tror, det var journalisten Jørgen Siegumfeldt, der for mange år siden i Information vovede at søsætte den nye fordom eller påstand, at Elvis som sanger i tresserne overgik den unge styrvolt med de roterende hofter, som vi kender fra halvtredserne.

Selv om det selvfølgelig er en farlig generalisering, så er der noget om det. Nogle af de sange, han fremfører på fx Elvis Is Back! viser en modnet performer, der i den grad har styr på frasering og timing, at selv en Frank Sinatra måtte være misundelig. Dertil skal lægges en sublim opbakning. Især backingvokalerne er et studie værd.

Prøv engang at lytte til A Mess Of Blues. Elvis bæres nærmest frem af en sejt swingende backing og viser, at også han kan det der med the blues. Lækre detaljer er klaveret, de klappende, temposættende hænder og – ja – de sublime korarbejde. Jo, Siegumfeldt havde fat i noget…